Hold da kæft jeg frøs i nat. Det skulle vise sig at være meget stor forskel på dag- og nattemperaturer. Ned til 3 grader, og så kan den elendige sovepose kun klare ned til 13 grader. Hvorfor laver nogen sådan nogle elendige soveposer. Klokken var 8 og jeg stod op. Pigerne var ved at pakke, så jeg havde underholdning til morgenmaden. Vi fik sagt ordentlig farvel, - med tre kindkys, som det er skik her på egnen. Jeg ventede til det var blevet lidt varmere, så klokken 10 kørte jeg mod byen Barolo, kun tre kilometer fra hvor jeg bor.
De har et vinmuseeum. Det skal forståes på den måde, at de udstiller vin og man kan købe smagsprøver. Ganske smart. Lidt på samme måde, som jeg prøvede i Lisabon. Man får et magnetkort, og så er det bare med at smage. Bagefter afleverer man kortet og betaler ved kasse et. Bagefter gik jeg en tur rundt i byen, men der sker ikke så meget. Det har et pænt og lille slot og så ret mange restauranter. Jeg kørte hjem til teltet og spiste de sidste ansjoser. Det er altså godt og bagefter lagde jeg mig på en solseng, mens jeg hørte musik. Siesta hedder det. Skik følge eller land fly. I hvert fald hvad siesta angår.
Klokken var henad 15, da jeg kørte mod Sirralunga. En lille by i det aller østligste af vinområdet Barolo. Her bor Lorentsens Vinforsyning's producent, Paolo Manzone. Ham måtte jeg selvfølgelig besøge. Jeg var lige kørt ind i gården, da han kom ud. Vi hilste på hinanden og han lød aldeles imponeret over, at jeg ville besøge ham. Han stillede op med en rigtig vinsmagning. Crisini, vand og alle hans vine. Han fortalte gerne om sin produktion og jeg fik meget at vide.
Som næsten alle andre producenter, har han også en Bed and Breakfast, her var det et amerikanst par. Manden var ansat ved det amerikanske forsvar som psykolog. Han hjalp familien til mændene i kamp. Det gik aldrig op for mig, hvorfor det lige skulle være i Italien. De skulle hjem til Whyoming, da deres forældre også gerne ville have fornøjelse af deres lille 1½ år gamle søn. Han trissede stille og rolig rundt og hyggede sig med en vandkande. Jeg blev vist rundt i vinkælderen. Det var en lille specialitet her, idet han havde en brønd med klart vand midt inde i kælderen. Den var med til at stabilisere temperaturen, men vigtigst var nok, at den kunne holde luftfugtigheden oppe, så tønderne ikke tørrede ud.
Vel ude bestilte jeg hans specialitet "Luvi" Langhe Rosso. Den kan ikke få højere klassifikation, da den ikke følger reglerne. Han sagde selv, at det var hans "Super Toscaner", men med druer her fra egnen. Jeg skulle selvfølgelig også have hans Barolo Meriame 2011. Lavet på stokke mere end 50 år. Vi talte en del om ligheden mellem Barolo og Bourgogne, klarheden og finessen. Men også forskellen: styrken og taninen. Det er en misforståelse, at Barolo (Nebiolodruen) er kraftig. Den er gennemsigtig som en Pinot Noir. Den kendes på duften, men den har MEGET tanin og kan ligge flere årtier. Han fandt en Barolo frem, der havde ligget 10 år. Jeg kunne stadig mærke taninen og den var kun blevet lidt mere brun.
De har et vinmuseeum. Det skal forståes på den måde, at de udstiller vin og man kan købe smagsprøver. Ganske smart. Lidt på samme måde, som jeg prøvede i Lisabon. Man får et magnetkort, og så er det bare med at smage. Bagefter afleverer man kortet og betaler ved kasse et. Bagefter gik jeg en tur rundt i byen, men der sker ikke så meget. Det har et pænt og lille slot og så ret mange restauranter. Jeg kørte hjem til teltet og spiste de sidste ansjoser. Det er altså godt og bagefter lagde jeg mig på en solseng, mens jeg hørte musik. Siesta hedder det. Skik følge eller land fly. I hvert fald hvad siesta angår.
Som næsten alle andre producenter, har han også en Bed and Breakfast, her var det et amerikanst par. Manden var ansat ved det amerikanske forsvar som psykolog. Han hjalp familien til mændene i kamp. Det gik aldrig op for mig, hvorfor det lige skulle være i Italien. De skulle hjem til Whyoming, da deres forældre også gerne ville have fornøjelse af deres lille 1½ år gamle søn. Han trissede stille og rolig rundt og hyggede sig med en vandkande. Jeg blev vist rundt i vinkælderen. Det var en lille specialitet her, idet han havde en brønd med klart vand midt inde i kælderen. Den var med til at stabilisere temperaturen, men vigtigst var nok, at den kunne holde luftfugtigheden oppe, så tønderne ikke tørrede ud.Vel ude bestilte jeg hans specialitet "Luvi" Langhe Rosso. Den kan ikke få højere klassifikation, da den ikke følger reglerne. Han sagde selv, at det var hans "Super Toscaner", men med druer her fra egnen. Jeg skulle selvfølgelig også have hans Barolo Meriame 2011. Lavet på stokke mere end 50 år. Vi talte en del om ligheden mellem Barolo og Bourgogne, klarheden og finessen. Men også forskellen: styrken og taninen. Det er en misforståelse, at Barolo (Nebiolodruen) er kraftig. Den er gennemsigtig som en Pinot Noir. Den kendes på duften, men den har MEGET tanin og kan ligge flere årtier. Han fandt en Barolo frem, der havde ligget 10 år. Jeg kunne stadig mærke taninen og den var kun blevet lidt mere brun.
 |
| Udsigten i Sirralunga |
Alt godt slutter på et tidspunkt, så jeg måtte afsted. Lige omkring supermarkedet efter lidt brød og ost til aftensmaden, som også bestod af rester fra i går.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar