24. april 2015 - München

Nu var det snart tid til at tage afsted. Jeg regnede med at køre ved middagstid. Så ville jeg have masser af tid. Kunne måske se lidt af München, tænkte jeg. Efter morgenmaden gik Rie sin sædvanlige tur. Jeg blev hjemme, - officielt for at skrive dagbog, hvilket jeg også gjorde, men jeg skulle også lige fintænke på ryggen på sofaen. Da hun kom tilbage ærgrede det mig faktisk lidt, at jeg ikke havde benyttet lejligheden til at følge med hende. Det lød til at have været en endnu bedre rute end i går. Jeg pakkede mine ting og Rie gav frokost. Det var "dansk" frokost. Hun bager rugbrød. Det kan jeg godt forstå. Det er dejligt med en sildemad. Jeg kørte vel ved 13-tiden og GPS'en sagde noget med at der var 300 km til München. Jeg kørte ad rute 3 syd om Wahlensee. Det er den flotteste motorvejsstrækning, jeg endnu har kørt på. Man kører i dalen, som er ret flad og som dyrkes, men på hver side rejser der sig bjergvægge. Mod syd var bjergene stadig dækket af sne. Mod nord kunne man se bjergvæggen, med små vandfald  eller udsigten ned over søen. Jeg var ved at tabe kæben flere gange. Lige syd for Liechtenstein drejede jeg mod nord, hvor jeg kørte langs Rhinen, der danner grænse til Liechtenstein. Rhinen starter åbenbart inde i Schweiz og løber mod nord til Bodensee.
Da jeg havde så god tid, besluttede jeg mig for at køre ind til hovedstaden i Liechtenstein, Vaduz.

Hertugens slot

Byen er nok på størrelse med Vejen, men har flere dyre biler parkeret. Jeg parkerede lige midt i byen og fandt et sted hvor jeg kunne købe en ny schweizerkniv, som erstatning for den som lufthavnskontrollen tog fra mig på Madeira. Jeg fandt også nogle små gaver til pigerne derhjemme. Så kørte jeg nord på ad vejen inde i Liechtenstein op til Feldkirch i Østrig og derfra videre nordpå mod Tyskland på motorvej. Pludselig mærkede jeg, at jeg manglede min rygsæk. Åhh nej, - jeg hader at køre tilbage efter noget, men mit kamera lå i tasken og jeg vidste, at jeg havde sat den i Vaduz. Jeg havde jo god tid, så jeg kunne sagtens nå det. Jeg vendte om og kørte sydpå igen. Efter et stykke tid, syntes jeg de østrigske vejskilte viste mod Innsbruck og andre byer. "Det er vist ikke helt rigtig". Jeg vendte endnu en gang om og fandt endelig Liechtenstein og til sidst Vaduz, hvor min taske stod pænt op af en stolpe.
Nu kunne det være nok med at køre fra motorvejen. Nu skulle jeg til München. Jeg skulle lige have lidt mad og måske en øl inden jeg satte mig ind i toget. Man skal vist nok betale for at køre på Østrigs motorveje, men dette lille bid ned mod Bregenz ved Bodensee, er måske ikke mere en 20 km bred. Det ville jeg ikke betale for. Det skete der heller ikke noget ved. Der er måske en stiltiende aftale mellem EU, Schweiz og Østrig om, at de ikke er så emsige med kontrol omkring Bregenz. Nu gik det fint mod München på de tyske motorveje.

Pludselig så jeg katastrofeblink og jeg bremsede. Bilerne holdt helt stille, men jeg trillede op imellem dem. Nu begyndte de at trække ud til siderne og danne en ny vej mellem dem. Jeg var godt klar over, at det var til ambulancer, men jeg fortsatte, nu med højere hastighed, mens jeg holdt øje med bakspejlet, for at se om der kom et udrykningskøretøj. Jeg kom helt op til uheldstedet, hvor en lastvogn havde kørt op en forankørende lastvogn. Kun de to var impliceret, men chaufføren i den bagerste, sad stadig i vognen. Der var allerede kommet ambulance og politi og pludselig kom der også en helikopter. Jeg havde stadig god tid, men jeg kunne jo ikke vide, hvor lang tid dette ville tage. Det måtte i hvert fald ikke tage mere end 1½ time, for så ville jeg komme for sent. Nu stod jeg der og var helt afhængig af, at de fik manden ud og derefter ryddet op. Det var varmt, så jeg smed overtøjet. Jeg snakkede med en anden MC'er, der var fulgt efter mig op mellem rækkerne. Han var schweizer og kunne oversætte, hvad han kunne få at vide af brandmændene. Efter en time var jeg så nervøs for at komme for sent, at jeg ringede til Trygforsikring, men de kunne ikke umiddelbart trøste mig. Redningsarbejderne fik manden ud i en ambulance og han kunne vinke til os, så det var ikke så alvorligt, som det ellers kunne have været. De begyndte at smide grus og feje og jeg tog mit tøj på. Lidt efter startede jeg cyklen og var klar til at køre forbi som den første. Omkring 18:30 blev jeg sluppet løs på en helt tom motorvej. Det er ikke tit man får lov til at køre helt alene på en tysk motorvej. Jeg kørte med gashåndtaget helt i bund, men fem minutter efter kom schweizeren på sin nye BMW forbi med en fart, så jeg troede, jeg stod stille. Lidt efter lidt kom der mere trafik, men aldrig rigtig meget, for det var nu efter fyraften. Da jeg kørte af motorvejen i München havde jeg stadig en ½ time til at nå toget. Det skulle ikke være noget problem. Det ville det heller ikke været, hvis jeg kunne se på GPS'en hele tiden, men den lå i tanktasken og jeg kørte hele tiden forkert. Endelig nåede jeg München Ost Bahnhof, fem minutter før sidste chance for at få MC'en med på toget. Så var det bag ved stationen. Jeg har kørt derfra før, men jeg kunne ikke helt huske, hvor det var og hvordan det så ud, - indtil jeg kom der. Jeg kørte ind til check-in 20:44 iflg. mit ur, der følger et atomur i Tyskland, men jeg skal da lige love for, at manden i check-in skældte ud. Jeg undskyldte med, at der havde være et "unfall", men det var han da ligeglad med. Det kunne han ikke bruge til noget. Han råbte i mikrofonen til medarbejderne på toget, at der sgu lige kom endnu en "motorrad". Puhha. Det var tæt på og jeg havde hverken fået tørt eller vådt. Der lå en Burger King lige over for, så den tog jeg og så op i toget og i seng. De andre i kupéen var fire danske mænd, der havde cyklet op og ned ad de italienske bjerge. Der gik lidt tid inden jeg faldt til ro og kunne lægge mig til at sove. De snorkede da i det mindste ikke, men et barn i kupéen ved siden af vækkede os alle ved 2-tiden. De andre bandede over det morgenen efter, men jeg tænkte bare: "Godt det ikke er mig der er forældre lige nu" og så sov jeg videre.