24. april 2015 - München

Nu var det snart tid til at tage afsted. Jeg regnede med at køre ved middagstid. Så ville jeg have masser af tid. Kunne måske se lidt af München, tænkte jeg. Efter morgenmaden gik Rie sin sædvanlige tur. Jeg blev hjemme, - officielt for at skrive dagbog, hvilket jeg også gjorde, men jeg skulle også lige fintænke på ryggen på sofaen. Da hun kom tilbage ærgrede det mig faktisk lidt, at jeg ikke havde benyttet lejligheden til at følge med hende. Det lød til at have været en endnu bedre rute end i går. Jeg pakkede mine ting og Rie gav frokost. Det var "dansk" frokost. Hun bager rugbrød. Det kan jeg godt forstå. Det er dejligt med en sildemad. Jeg kørte vel ved 13-tiden og GPS'en sagde noget med at der var 300 km til München. Jeg kørte ad rute 3 syd om Wahlensee. Det er den flotteste motorvejsstrækning, jeg endnu har kørt på. Man kører i dalen, som er ret flad og som dyrkes, men på hver side rejser der sig bjergvægge. Mod syd var bjergene stadig dækket af sne. Mod nord kunne man se bjergvæggen, med små vandfald  eller udsigten ned over søen. Jeg var ved at tabe kæben flere gange. Lige syd for Liechtenstein drejede jeg mod nord, hvor jeg kørte langs Rhinen, der danner grænse til Liechtenstein. Rhinen starter åbenbart inde i Schweiz og løber mod nord til Bodensee.
Da jeg havde så god tid, besluttede jeg mig for at køre ind til hovedstaden i Liechtenstein, Vaduz.

Hertugens slot

Byen er nok på størrelse med Vejen, men har flere dyre biler parkeret. Jeg parkerede lige midt i byen og fandt et sted hvor jeg kunne købe en ny schweizerkniv, som erstatning for den som lufthavnskontrollen tog fra mig på Madeira. Jeg fandt også nogle små gaver til pigerne derhjemme. Så kørte jeg nord på ad vejen inde i Liechtenstein op til Feldkirch i Østrig og derfra videre nordpå mod Tyskland på motorvej. Pludselig mærkede jeg, at jeg manglede min rygsæk. Åhh nej, - jeg hader at køre tilbage efter noget, men mit kamera lå i tasken og jeg vidste, at jeg havde sat den i Vaduz. Jeg havde jo god tid, så jeg kunne sagtens nå det. Jeg vendte om og kørte sydpå igen. Efter et stykke tid, syntes jeg de østrigske vejskilte viste mod Innsbruck og andre byer. "Det er vist ikke helt rigtig". Jeg vendte endnu en gang om og fandt endelig Liechtenstein og til sidst Vaduz, hvor min taske stod pænt op af en stolpe.
Nu kunne det være nok med at køre fra motorvejen. Nu skulle jeg til München. Jeg skulle lige have lidt mad og måske en øl inden jeg satte mig ind i toget. Man skal vist nok betale for at køre på Østrigs motorveje, men dette lille bid ned mod Bregenz ved Bodensee, er måske ikke mere en 20 km bred. Det ville jeg ikke betale for. Det skete der heller ikke noget ved. Der er måske en stiltiende aftale mellem EU, Schweiz og Østrig om, at de ikke er så emsige med kontrol omkring Bregenz. Nu gik det fint mod München på de tyske motorveje.

Pludselig så jeg katastrofeblink og jeg bremsede. Bilerne holdt helt stille, men jeg trillede op imellem dem. Nu begyndte de at trække ud til siderne og danne en ny vej mellem dem. Jeg var godt klar over, at det var til ambulancer, men jeg fortsatte, nu med højere hastighed, mens jeg holdt øje med bakspejlet, for at se om der kom et udrykningskøretøj. Jeg kom helt op til uheldstedet, hvor en lastvogn havde kørt op en forankørende lastvogn. Kun de to var impliceret, men chaufføren i den bagerste, sad stadig i vognen. Der var allerede kommet ambulance og politi og pludselig kom der også en helikopter. Jeg havde stadig god tid, men jeg kunne jo ikke vide, hvor lang tid dette ville tage. Det måtte i hvert fald ikke tage mere end 1½ time, for så ville jeg komme for sent. Nu stod jeg der og var helt afhængig af, at de fik manden ud og derefter ryddet op. Det var varmt, så jeg smed overtøjet. Jeg snakkede med en anden MC'er, der var fulgt efter mig op mellem rækkerne. Han var schweizer og kunne oversætte, hvad han kunne få at vide af brandmændene. Efter en time var jeg så nervøs for at komme for sent, at jeg ringede til Trygforsikring, men de kunne ikke umiddelbart trøste mig. Redningsarbejderne fik manden ud i en ambulance og han kunne vinke til os, så det var ikke så alvorligt, som det ellers kunne have været. De begyndte at smide grus og feje og jeg tog mit tøj på. Lidt efter startede jeg cyklen og var klar til at køre forbi som den første. Omkring 18:30 blev jeg sluppet løs på en helt tom motorvej. Det er ikke tit man får lov til at køre helt alene på en tysk motorvej. Jeg kørte med gashåndtaget helt i bund, men fem minutter efter kom schweizeren på sin nye BMW forbi med en fart, så jeg troede, jeg stod stille. Lidt efter lidt kom der mere trafik, men aldrig rigtig meget, for det var nu efter fyraften. Da jeg kørte af motorvejen i München havde jeg stadig en ½ time til at nå toget. Det skulle ikke være noget problem. Det ville det heller ikke været, hvis jeg kunne se på GPS'en hele tiden, men den lå i tanktasken og jeg kørte hele tiden forkert. Endelig nåede jeg München Ost Bahnhof, fem minutter før sidste chance for at få MC'en med på toget. Så var det bag ved stationen. Jeg har kørt derfra før, men jeg kunne ikke helt huske, hvor det var og hvordan det så ud, - indtil jeg kom der. Jeg kørte ind til check-in 20:44 iflg. mit ur, der følger et atomur i Tyskland, men jeg skal da lige love for, at manden i check-in skældte ud. Jeg undskyldte med, at der havde være et "unfall", men det var han da ligeglad med. Det kunne han ikke bruge til noget. Han råbte i mikrofonen til medarbejderne på toget, at der sgu lige kom endnu en "motorrad". Puhha. Det var tæt på og jeg havde hverken fået tørt eller vådt. Der lå en Burger King lige over for, så den tog jeg og så op i toget og i seng. De andre i kupéen var fire danske mænd, der havde cyklet op og ned ad de italienske bjerge. Der gik lidt tid inden jeg faldt til ro og kunne lægge mig til at sove. De snorkede da i det mindste ikke, men et barn i kupéen ved siden af vækkede os alle ved 2-tiden. De andre bandede over det morgenen efter, men jeg tænkte bare: "Godt det ikke er mig der er forældre lige nu" og så sov jeg videre.

23. april 2015 - Lachen

Rie havde redt op til mig og jeg havde sovet dejligt. Hun lavede morgenmad og vi sludrede om løst og fast. Jeg ringede efter morgenmaden til DB for at få en status på strejken. De kunne ikke give nogen information, for det var også strejkebelagt. Skulle jeg vente eller skulle jeg forsøge at få en billet fra et andet sted? Vi har engang rejst til München med bilen, så det var da en mulighed. Jeg kunne simpelthen ikke overskue, at skulle køre op gennem Tyskland, så jeg forsøgte at få en billet fra München og fik en til dagen efter. Det ville så betyde, at jeg skulle sove der endnu en nat, - hvilket jeg faktisk ikke havde noget som helst imod. Jeg havde det jo fremragende og der var meget, vi ikke fik snakket om i går.

Nu kunne jeg slappe af, så Rie og jeg gik en tur. Det gør Rie hver dag. Ikke samme rute, men rundt omkring i landskabet. Vi gik ned til havnen ud til Zürichsee. Derfra videre lidt udenfor byen, hvor der er er små naturperler, hvor man kan følge lappedykkede og andre fugle. Senere kom vi forbi en lille naturhavn, hvor husene lå ned til vandet. Det var meget hyggeligt. Rundt omkring er der små parker, hvor kommunen har opstillet grill-pladser. Hele tiden kunne vi se søen og de sneklædte Alper. Man bliver bare så imponeret af Schweiz, men begejstringen faldt lidt, da jeg skulle betale for en dejlig udendørs frokost, som Rie og jeg fik, da vi kom ind i byen igen. 7 kr. for en SFr. Det må da give problemer for schweizerne på et tidspunkt.
Vel hjemme i lejligheden tog jeg mig lige en slapper. Jeg havde hovedpine, affødt af skulderinfiltrationer, som igen kom af den lange tur fra Frankrig i går. Først da jeg lånte Ries liggestol med en god nakkestødte forsvandt hovedpinen. Søren kom hjem og vi drøftede dagen over en øl. Jeg havde fundet endnu en flaske, der var blevet til overs, som kom med til festen. "Jens har en magisk motorcykeltaste, hvor han kan finde en flaske vin", sagde Rie til Søren. Det var en Barbaresco og Søren kom med et par Baroloer. Vi kom ikke til at gå ned på vinene. Vi hyggede os meget. Bare det at kunne sidde på terrassen var jo dejligt og så i godt selskab. Jeg slappede af, for jeg skulle jo bare være på München Ost Bahnhof senest 20:45 næste dag, så jeg havde god tid til at nyde turen derop. Vi gik ikke for sent i seng, for Søren skulle jo på arbejde i morgen, stakkels mand.

11. april 2015 - Sirralunga

Hold da kæft jeg frøs i nat. Det skulle vise sig at være meget stor forskel på dag- og nattemperaturer. Ned til 3 grader, og så kan den elendige sovepose kun klare ned til 13 grader. Hvorfor laver nogen sådan nogle elendige soveposer. Klokken var 8 og jeg stod op. Pigerne var ved at pakke, så jeg havde underholdning til morgenmaden. Vi fik sagt ordentlig farvel, - med tre kindkys, som det er skik her på egnen. Jeg ventede til det var blevet lidt varmere, så klokken 10 kørte jeg mod byen Barolo, kun tre kilometer fra hvor jeg bor.
De har et vinmuseeum. Det skal forståes på den måde, at de udstiller vin og man kan købe smagsprøver. Ganske smart. Lidt på samme måde, som jeg prøvede i Lisabon. Man får et magnetkort, og så er det bare med at smage. Bagefter afleverer man kortet og betaler ved kasse et. Bagefter gik jeg en tur rundt i byen, men der sker ikke så meget. Det har et pænt og lille slot og så ret mange restauranter. Jeg kørte hjem til teltet og spiste de sidste ansjoser. Det er altså godt og bagefter lagde jeg mig på en solseng, mens jeg hørte musik. Siesta hedder det. Skik følge eller land fly. I hvert fald hvad siesta angår.

Klokken var henad 15, da jeg kørte mod Sirralunga. En lille by i det aller østligste af vinområdet Barolo. Her bor Lorentsens Vinforsyning's producent, Paolo Manzone. Ham måtte jeg selvfølgelig besøge. Jeg var lige kørt ind i gården, da han kom ud. Vi hilste på hinanden og han lød aldeles imponeret over, at jeg ville besøge ham. Han stillede op med en rigtig vinsmagning. Crisini, vand og alle hans vine. Han fortalte gerne om sin produktion og jeg fik meget at vide.

Som næsten alle andre producenter, har han også en Bed and Breakfast, her var det et amerikanst par. Manden var ansat ved det amerikanske forsvar som psykolog. Han hjalp familien til mændene i kamp. Det gik aldrig op for mig, hvorfor det lige skulle være i Italien. De skulle hjem til Whyoming, da deres forældre også gerne ville have fornøjelse af deres lille 1½ år gamle søn. Han trissede stille og rolig rundt og hyggede sig med en vandkande. Jeg blev vist rundt i vinkælderen. Det var en lille specialitet her, idet han havde en brønd med klart vand midt inde i kælderen. Den var med til at stabilisere temperaturen, men vigtigst var nok, at den kunne holde luftfugtigheden oppe, så tønderne ikke tørrede ud.
Vel ude bestilte jeg hans specialitet "Luvi" Langhe Rosso. Den kan ikke få højere klassifikation, da den ikke følger reglerne. Han sagde selv, at det var hans "Super Toscaner", men med druer her fra egnen. Jeg skulle selvfølgelig også have hans Barolo Meriame 2011. Lavet på stokke mere end 50 år. Vi talte en del om ligheden mellem Barolo og Bourgogne, klarheden og finessen. Men også forskellen: styrken og taninen. Det er en misforståelse, at Barolo (Nebiolodruen) er kraftig. Den er gennemsigtig som en Pinot Noir. Den kendes på duften, men den har MEGET tanin og kan ligge flere årtier. Han fandt en Barolo frem, der havde ligget 10 år. Jeg kunne stadig mærke taninen og den var kun blevet lidt mere brun.

Udsigten i Sirralunga

Alt godt slutter på et tidspunkt, så jeg måtte afsted. Lige omkring supermarkedet efter lidt brød og ost til aftensmaden,  som også bestod af rester fra i går.

22. april 2015 - Pilgrimstur

Udstillingskublen i CERN

Jeg er medlem af en loge. Jeg blev meldt ind i den, uden at vide det. Sonja er også. Nogle medlemmer mødes med faste intervaller, vi andre mere tilfældigt. Det er imidlertid sikkert, at hvis et medlem skulle komme i bekneb, så står hvert logemedlem klar til at hjælpe medlemmet. Jeg taler om LEC-logen. Jeg er ikke særlig aktiv, men havde allerede inden denne tur, spurgt to andre medlemmer, Rie og Søren i Lachen i Schweiz om jeg måtte besøge dem. Det måtte jeg selvfølgelig gerne. Sådan er det at være LEC-logemedlem. Jeg drog af sted fra Condrieu mod Schweiz, men inden jeg ville møde op i Lachen, ville jeg også besøge min "religiøse" helligdom, - mit Vatikan, Mekka eller Grædemur, nemlig CERN. Stedet, hvor vort univers' oprindelse bliver klarlagt for os en dag. Deres motto er "LHC accelerating science". Det ligger i en forstad til Geneve, der hedder Meyrin, - meget tæt ved lufthavnen.
Jeg skulle jo lige derop først. I starten en lidt kedelig tur, men jo nærmere jeg kom Jurabjergene, som går nord-syd og danner grænse mellem Schweiz og Frankrig, jo mere interessant blev turen. Disse bjerge er, så vidt jeg ved, geologisk meget ældre end Alperne. Ikke så høje, men stejle! Jeg var glad for at køre på motorvejen. Den gik skiftevis gennem et bjerg eller over en dal på en bro. Når jeg siger over, så kan det være 300 meter. Jeg kørte et sted lige ud af en tunnel og ud på en bro og blev næsten helt svimmel af højden over jorden. Dernæst langs bjergvæggen, hvor vejen hang langt over dalen. Det er motorvej, men jeg kørte langsommere! Det var smukt, men det indgød også en vis respekt. I Geneve kørte jeg ud til Meyrin og CERN. Hovedsproget er engelsk og det er omgivet af en toldmur, fordi der kommer videnskabsfolk fra hele verden.  Man kan kun komme ind i deres besøgscenter og en udstilling på den anden side af vejen. Jeg kunne desværre ikke komme med på en rundtur, for den sidste var kl. 14 og i øvrigt skal man bestille på forhånd. Ærgerligt, men så købte jeg en bog og en Sweat-shirt med CERN's logo.

Udstillingen på den anden side var egentlig ikke så god, men selve bygningen var flot. Den var rund som en bold med vandrette riller. Ved siden af stod en mægtig skulptur, som et bånd i stål, formet som en sløjfe. På båndet var indgraveret de store opdagelser om universets, - heriblandt min helt Steven Hawkins, der i 1975 opdagede, at et sort hul vil "fordampe" på et tidspunkt. Nu havde jeg da været her. Næste gang bestiller jeg tid. Helt sikkert!

Nu skulle jeg til Lachen, men jeg havde nok ikke lige regnet Schweiz til at være så stor eller også havde jeg ikke tjekket, hvor Lachen ligger. Jeg måtte desværre sende en SMS, hvor jeg undskyldte, at jeg ville komme lidt sent, - måske ved 19.30 tiden.
Når jeg kom op til dem, ville jeg også lige snakke om en SMS, jeg havde fået i går (tirsdag, den 21. april 2015). Den lød således:

"Der Zug AZ 1498 fällt am 23. April aufgrund des Streiks der GDL aus."

Noget kunne nemlig tyde på, at en strejke havde stoppet mit tog hjem. Skulle jeg så til at køre op gennem Tyskland eller kunne jeg finde et andet tog hjem.

Jeg fik en varm velkomst og vi besluttede at glemme problemet til næste dag og bare nyde maden, vinen og det gode selskab. Rie havde lavet en fiskegratin, som lige kunne varmes, når jeg kom. De er vant til at gæsterne kommer for sent. Bagefter var der asparges og lammehapsere, som er lammekottelletter. Jeg bragte lidt overskydende vin med til festen og Søren fortalte begejstret om vinen fra Baden-Baden. Det må være næste vinmål. Men ellers gik aftenen med opdateringer på de forskellige logemedlemmer og livet i det hele taget, med mange grin til følge. Gamle historier blev bragt frem igen og nye kom til.

Rie og Søren nåede lige at sige, inden vi gik i seng, - at jeg da endelig måtte blive, hvis ikke kunne komme hjem næste dag. Allerede der faldt min iver efter at komme hjem. Jeg kunne nu sove mere roligt, for jeg var i trygge hænder.

21. april 2015 - Hermitage

Da der nu ikke var så meget andet at kigge og smage på ved Condrieu, kunne jeg ligeså godt se det andet berømte vinområde i nærheden, - nemlig Hermitage og det omliggende Crosez-Hermitage. Hermitagevinen er næsten som Cote Rotie, samme drue (Syrah), stejle skråninger, der vender mod syd og kun 1 times kørsel sydpå langs Rhone. Jeg havde slappet lidt af på værelset om formiddagen, så jeg nåede først Tourmon, byen ved Hermitage, til frokost. Lige på den anden side af floden ligger tvillingebyen Tain-l`Hermitage lige for foden af Hermitagebakken. Jeg satte mig på en cafe med udendørs servering. Lige ved siden af satte et pensionistpar sig og jeg hørte, de talte dansk med hinanden. Jeg følte jeg var nødt til at give mig til kende som dansker. De kunne jo sagtens tro, de sad der, uden at nogen kunne forstå dem. Vi fik faktisk en ret hyggelig snak. De kom fra Vejle og var på vej hjem fra Malaga i Spanien med en campingvogn efter bilen. Under snakken fortalte konen, at deres svigersøn var jagerpilot med tjeneste i Irak. Det var interessant at lytte til, hvordan en familie klarer en sådan situation, - især da jeg jo tidligere havde mødt en amerikaner, der hjalp familien til soldater i krig. Det er nu alligevel lidt underligt, at jeg på denne tur har mødt to uafhængige personer, der er påvirket af krigen i Syrien.

Jeg ville jo se Hermitagebakken, helst oppe fra, så jeg fandt en vinrute, som snoede sig op ad bjerget. Jeg kom helt op til toppen og fik en fantastisk udsigt ned over de stejle skåninger, helt ned til Rhone, der gravede sig gennem landskabet ud til en slette syd for byen og selvfølgelig videre til Middelhavet. Omme bag bakken ligger en lille søvnig landsby, som har lagt navn til hele vinområdet, - Crosez-Hermitage. Noget af vinen derfra er måske lige så gode som Hermitage selv, - men man kan bare ikke vide det, før man har taget proppen af flasken. Jeg kørte lidt rundt på de små veje og endte til sidst i byen igen, hvor jeg lige var inde i en enkelt butik for at smage deres vine. 

Jeg kørte hjemad ad samme rute til jeg kom til en LeClerc lige syd for Condrieu. Jeg ville gentage successen med færdiglavet mad. De blev Cocq-au-Vin. Jeg bemægtigede mig damens terrasse og nød en øl sammen med oliven, mens jeg nød den sidste sol. Cocq-au-Vin'en var fantastisk. Jeg kan i hvert fald ikke lave den bedre selv. Tak for i dag.

20. april 2015 - Cote Rotie

Hvert vindistrikt har sine topnavne. Bordeaux har Chateau Lafite, Bourgogne Chambertin og i Rhone er det Cote Rotie. Kun Bordeaux har slotte. Alle andre steder er det små "vinbønder". De bor sikkert i Paris på de dyreste adresser, men her på egnen er de "bare" en lille vinbonde. Cote Rotie er den "ristede skrænt" og den er både skrænt og ristet. Hældningen er nærmere lodret end vandret og det der så vender mod syd, koster nok over 500kr flasken. Det kan så undre, i hvert fald mig, at byerne, som her Ampois, er så ualmindelig kedelige. Jeg kørte ad en vej op gennem skrænterne og fik nogle fantastiske udsigter. Længere oppe er det bare "kedelig" landbrugsland, men altså meget smukt alligevel, - især når man savner den danske sommer. Der er frodigt græs, gule rapsmarker (måske sennep). Vel nede i Ampois fik jeg en øl, på den "lokale" og traskede langs hovedgaden og smagte vin to steder. Det var dog inkl. Cote Rotie, men ellers var der intet, der kunne afsløre denne by, som den by der er nærmest på en af verdens dyreste vine. Det er herfra druen Syrah stammer. Den, som australierne kalder Shiraz, men som slet ikke smager som en Syrah fra Cote Rotie. Jeg kan godt tillade mig at være vinsnoppet, for jeg har ikke råd til Cote Rotie hjemme. Jeg drikker Crozes-Hermitage hjemme, hvis jeg endda har råd til den.
Jeg havde allerede i Barolo fået anbefalet Fransois Vilarde her i Cote Rotie af La Cave i Them, der importerer fra Erbaluna, hvor jeg boede. Da jeg meldte mig til Vilarde, kunne de ikke finde La Cave i deres kunderegister. Jeg fik dog allernådigst en smagning, selvom de kun gør det efter forhåndstilmelding. De var faktisk ganske flinke og jeg købte en halv flaske af deres Cote Rotie.
Hjemme på adressen lagde jeg mig på en solseng og fik lidt sol efter en øl. Jeg faldt vist lidt i søvn, så jeg måtte lige gå en tur til selve Condrieu, som er på den anden side af floden. Her satte jeg mig på en cafe, hvor de lokale mødes efter arbejde og får et glas et eller andet, samtidig med at børnene leger ved siden af. De var kommet lige fra arbejde, for den ene var støvet, som arbejdede han på en cementfabrik. Jeg gik videre for at finde en restaurant, hvor jeg kunne få lidt at spise. Den næste cafe havde heller ingen servering. Jeg spurgte en af gæsterne om han da ikke kunne vise mig, hvor der ligger en restaurant. Det kunne han da sagtens.

Et par kilometre nede af floden var der en.
Det skulle vise sig at være en særdeles fin restaurant. Jeg kom lidt for tidligt til at de ville servere noget, så jeg købte en halv flaske Condrieu og begyndte at skrive dagbog. Jeg sad på en fantastisk dejlig terrasse lige ned til floden. Jeg kunne følge flodprammene og et enkelt hotelskib. Det tror jeg i hvert fald, det er.
Jeg bestilte vinmenuen, men måtte ind for at spise. Hold da op for en menu. Det eneste jeg måske kunne klage over var, at alle vinene, bortset fra den sidste, var hvide. De var fine, men jeg havde måske håbet på lidt flere røde. Den sidste var til gengæld en Cote Rotie. Der var ikke ost inkluderet i prisen, men tjeneren tilbød dessertost. Dertil endnu et glas Cote Rotie. Til sidst dessert, som var en glasboble, med is og frugt. Jeg var mæt, for at det ikke skal være løgn, så fik jeg også den lokale Marc til kaffen.
Nu måtte jeg hjem. Næsten henne ved broen over Rhone, så jeg en kæmpe stor rotte vandre langs kantstenen. Den var kun lige lidt mindre en en Sct. Berhardshund. Den var sikkert på vej i byen, nede fra floden. Nu ville jeg hjem i seng, forhåbentlig uden mareridt.

19. april 2015 - Regnvejr

Broen mellem Condrieu og Les Roches-de-Condrieu

De havde lovet regn, men det tager sådan en viking, som mig, sig ikke af. Jeg ville videre. Det dryppede lidt, men ikke rigtig regn, så jeg betalte og forlod Gigondas. Jeg kørte op til Vaisom-La-Romaine. Det er vist en omvej, men engang imellem er det også godt. Jeg kom igennem Rasteau og så kørte jeg på et ret fladt landskab, som pludselig viste sig at være "Plan de Deiu", men jo længere jeg kom mod vest, - mod Rhone, kom der flere sten i marken. Ligesom i Chateau-Neuf-de-Pape. Der der gør deres vine så specielle, - siger de. Her måske svaret på hvorfor nogle Plan-de-Dieu-vine er så dejlig kraftige, mens andre er mere ordinære. De sidste kommer fra det mere lerede område nær Vaison-de-Rhone.

Jeg ville køre langs Rhone, udenom motorvejen. Der er to fejl sådan en beslutning. Der er faktisk ikke så meget at se. Bare almindelig landbrugsland og så regnen. Den tog til, som tiden gik og til sidst var jeg så kold og våd, at jeg lod mig lokke af en McDonaldreklame. Jeg skulle bare varmes op og måske få tørret mig lidt. Der var bare ingen McDonald i byen. Jeg fandt byens Bodega, hvor de lokale holdt til. Jeg blev budt velkommen. Jeg var gennemblødt og ville gerne have noget at spise. "Kun alkohol", så bartenderen på fransk. En af de kvindelige gæster viste mig hen til Boulengeri, hvor jeg kunne købe et par lunkne stykker pizza. Det var godt og bagefter en par kopper kaffe. Jeg nåede da at få varmen, inden jeg skulle have det våde tøj på. Mærkeligt, jeg troede ikke det regnede i sydeuropa. Nu kunne det være nok med at undgå motorvejen, så ind på den og så videre mod Vienne. Det var koldt og vådt og jeg måtte endnu engang overgive mig til vejrguderne. Jeg skulle have noget brændstof til Yamahaen og til mig selv. De påstod, at de havde mexicansk burger. Hvis Mexico hører det, vil det starte en mindre international krise. Igen fik jeg varmen. Jeg fandt på en meget smart måde at tørre mit tøj på, - synes jeg selv. På toilettet kan man tørre sine hænder efter vask. Maskinen kan også tørre MC-handsker og T-shirts for den sags skyld. Det hjalp lidt, sammen med at vejret blev en del bedre. Da jeg nåede Vienne skinnede solen. Jeg fandt turistinformationen. Med lidt besvær fandt de et BnB-værelse i Les-Roches-de-Condrieu. Lige over for Condrieu.

Ejeren havde etagekøkkenhave

Ejeren var et fin ældre dame, som viste mig rundt og især hvordan jeg skulle lukke og låse dørene. MC'en kunne stå i en garage. Værelset er sådan set godt nok, men det lugter af brænde. Der er en kamin i værelset.

Jeg gik en tur i byen. Der måtte da være et sted, hvor jeg kunne spise. Der er kun et sted og det var lukket. Lige overfor solgte de pizza-to-go, som man siger. Nå, jeg bestilte en Mexicansk (igen). Jeg trængte til at blive varmet af noget tabasco. Det sparede de så på, men det er nok en af de største pizzaer, jeg endnu har fået, i diameter i hvert fald. Jeg kunne i hvert fald kun spise halvdelen. Resten af aftenen sad jeg på værelset og lyttede til musik og skrev dagbog.
Rasteau er alligevel god til eftertanke og dagbog. Godnat.