Hvert vindistrikt har sine topnavne. Bordeaux har Chateau Lafite, Bourgogne Chambertin og i Rhone er det Cote Rotie. Kun Bordeaux har slotte. Alle andre steder er det små "vinbønder". De bor sikkert i Paris på de dyreste adresser, men her på egnen er de "bare" en lille vinbonde. Cote Rotie er den "ristede skrænt" og den er både skrænt og ristet. Hældningen er nærmere lodret end vandret og det der så vender mod syd, koster nok over 500kr flasken. Det kan så undre, i hvert fald mig, at byerne, som her Ampois, er så ualmindelig kedelige. Jeg kørte ad en vej op gennem skrænterne og fik nogle fantastiske udsigter. Længere oppe er det bare "kedelig" landbrugsland, men altså meget smukt alligevel, - især når man savner den danske sommer. Der er frodigt græs, gule rapsmarker (måske sennep). Vel nede i Ampois fik jeg en øl, på den "lokale" og traskede langs hovedgaden og smagte vin to steder. Det var dog inkl. Cote Rotie, men ellers var der intet, der kunne afsløre denne by, som den by der er nærmest på en af verdens dyreste vine. Det er herfra druen Syrah stammer. Den, som australierne kalder Shiraz, men som slet ikke smager som en Syrah fra Cote Rotie. Jeg kan godt tillade mig at være vinsnoppet, for jeg har ikke råd til Cote Rotie hjemme. Jeg drikker Crozes-Hermitage hjemme, hvis jeg endda har råd til den.
Jeg havde allerede i Barolo fået anbefalet Fransois Vilarde her i Cote Rotie af La Cave i Them, der importerer fra Erbaluna, hvor jeg boede. Da jeg meldte mig til Vilarde, kunne de ikke finde La Cave i deres kunderegister. Jeg fik dog allernådigst en smagning, selvom de kun gør det efter forhåndstilmelding. De var faktisk ganske flinke og jeg købte en halv flaske af deres Cote Rotie.
Hjemme på adressen lagde jeg mig på en solseng og fik lidt sol efter en øl. Jeg faldt vist lidt i søvn, så jeg måtte lige gå en tur til selve Condrieu, som er på den anden side af floden. Her satte jeg mig på en cafe, hvor de lokale mødes efter arbejde og får et glas et eller andet, samtidig med at børnene leger ved siden af. De var kommet lige fra arbejde, for den ene var støvet, som arbejdede han på en cementfabrik. Jeg gik videre for at finde en restaurant, hvor jeg kunne få lidt at spise. Den næste cafe havde heller ingen servering. Jeg spurgte en af gæsterne om han da ikke kunne vise mig, hvor der ligger en restaurant. Det kunne han da sagtens.
Et par kilometre nede af floden var der en.
Det skulle vise sig at være en særdeles fin restaurant. Jeg kom lidt for tidligt til at de ville servere noget, så jeg købte en halv flaske Condrieu og begyndte at skrive dagbog. Jeg sad på en fantastisk dejlig terrasse lige ned til floden. Jeg kunne følge flodprammene og et enkelt hotelskib. Det tror jeg i hvert fald, det er.
Jeg bestilte vinmenuen, men måtte ind for at spise. Hold da op for en menu. Det eneste jeg måske kunne klage over var, at alle vinene, bortset fra den sidste, var hvide. De var fine, men jeg havde måske håbet på lidt flere røde. Den sidste var til gengæld en Cote Rotie. Der var ikke ost inkluderet i prisen, men tjeneren tilbød dessertost. Dertil endnu et glas Cote Rotie. Til sidst dessert, som var en glasboble, med is og frugt. Jeg var mæt, for at det ikke skal være løgn, så fik jeg også den lokale Marc til kaffen.
Nu måtte jeg hjem. Næsten henne ved broen over Rhone, så jeg en kæmpe stor rotte vandre langs kantstenen. Den var kun lige lidt mindre en en Sct. Berhardshund. Den var sikkert på vej i byen, nede fra floden. Nu ville jeg hjem i seng, forhåbentlig uden mareridt.
Jeg havde allerede i Barolo fået anbefalet Fransois Vilarde her i Cote Rotie af La Cave i Them, der importerer fra Erbaluna, hvor jeg boede. Da jeg meldte mig til Vilarde, kunne de ikke finde La Cave i deres kunderegister. Jeg fik dog allernådigst en smagning, selvom de kun gør det efter forhåndstilmelding. De var faktisk ganske flinke og jeg købte en halv flaske af deres Cote Rotie.
Hjemme på adressen lagde jeg mig på en solseng og fik lidt sol efter en øl. Jeg faldt vist lidt i søvn, så jeg måtte lige gå en tur til selve Condrieu, som er på den anden side af floden. Her satte jeg mig på en cafe, hvor de lokale mødes efter arbejde og får et glas et eller andet, samtidig med at børnene leger ved siden af. De var kommet lige fra arbejde, for den ene var støvet, som arbejdede han på en cementfabrik. Jeg gik videre for at finde en restaurant, hvor jeg kunne få lidt at spise. Den næste cafe havde heller ingen servering. Jeg spurgte en af gæsterne om han da ikke kunne vise mig, hvor der ligger en restaurant. Det kunne han da sagtens.
Det skulle vise sig at være en særdeles fin restaurant. Jeg kom lidt for tidligt til at de ville servere noget, så jeg købte en halv flaske Condrieu og begyndte at skrive dagbog. Jeg sad på en fantastisk dejlig terrasse lige ned til floden. Jeg kunne følge flodprammene og et enkelt hotelskib. Det tror jeg i hvert fald, det er.
Jeg bestilte vinmenuen, men måtte ind for at spise. Hold da op for en menu. Det eneste jeg måske kunne klage over var, at alle vinene, bortset fra den sidste, var hvide. De var fine, men jeg havde måske håbet på lidt flere røde. Den sidste var til gengæld en Cote Rotie. Der var ikke ost inkluderet i prisen, men tjeneren tilbød dessertost. Dertil endnu et glas Cote Rotie. Til sidst dessert, som var en glasboble, med is og frugt. Jeg var mæt, for at det ikke skal være løgn, så fik jeg også den lokale Marc til kaffen.
Nu måtte jeg hjem. Næsten henne ved broen over Rhone, så jeg en kæmpe stor rotte vandre langs kantstenen. Den var kun lige lidt mindre en en Sct. Berhardshund. Den var sikkert på vej i byen, nede fra floden. Nu ville jeg hjem i seng, forhåbentlig uden mareridt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar