16. april 2015 - Carmargue

Saintes-Maries-de-la-Mer

Vejret så lidt truende ud, da jeg vågnede, og der var ingen morgenmad. Jeg havde jo smidt alt ud i Italien. Det blev til en kop kaffe og en tomat, så kørte jeg. Jeg var kommet til Arles for at se Camarque`n. Jeg havde hørt om den i nogle fransktimer for nogle år siden. Det lød egentlig spændende og så er det et floddelta. Jeg var ikke kommet langt før det begyndte at regne. Hvis det holdt igen, ville jeg hurtigt tørre. Jeg kørte direkte ned til Saintes-Maries-de-la-Mer.
Jeg skulle lige se Middelhavet,. Byen var beskyttet mod havets rasen med en stor mur og nogle stenvolde ud i vandet. Det gav mulighed for at bade fra en sandstrand. Jeg hjalp nogle schweiziske piger med et fotografi og de hjalp mig med et. Nu var jeg sulten, så jeg fandt en restaurant med Fruit-de-Mer.

Forretten var små friturestegte sardiner, - og ikke andet end en citron til. Hovedretten var en slags gratin med skaldyr. Jeg kunne også have fået en steak, men det er jeg blevet lidt påpasselig med siden i går og så er skaldyr altså både godt og sundt. Mens jeg spiste var det klaret lidt op, men vejrudsigten for området lovede mere regn næste dag. Jeg besluttede derfor, at jeg ville køre mod Sablet nær Chateau-Neuf-de-Pape. Der har vi været på Bed&Breakfast for nogle år siden. Jeg kørte af en lidt mindre vej hjemad til Arles. Jeg var næsten ikke kommet ud af byen før jeg så de første flamingoer. De spankulerede rundt i det lave vand og fandt føde. Jeg gik selvfølgelig fotoamok, men det havde jeg nu ikke behøvet, for der var mange. Jeg fik også billeder af de berømte hvide heste fra Camargue og de sorte tyre, som også går næsten frit omkring og venter på at blive serveret som en sej bøf. Nå, måske ikke. Jeg var nok bare uheldig i går.Det tog en time at pakke det hele sammen og kl. 14 kørte jeg mod Sablet. Jeg undgik motorvejen og så derfor landskabet ændre sig mod nord. Der kom nogle små bjerge mod øst. De blev større jo tættere jeg kom på Avignon. Jeg kørte lidt forvirret rundt i Avignon, men vel ude kunne jeg nu se Mont Ventoux (Det skaldede Bjerg). Ikke mange franske bjerge har fået deres eget navn på dansk.. Jørgen Leth har sikkert sin andel i det.

Jeg drejede af mod Charteau-Neuf-de-Pape, som jeg bare kørte igennem. Videre mod Violes, for til sidst at havne i Sablet. De åbner desværre først Bed&Breakfast til maj, så jeg kørte til Gigondas, - 4 km derfra. Turisbureauet sendte mig til La Ravigote (http://www.laravigote.com). Et lille, meget typisk provincialsk husmandssted, - ca. 1½km udenfor Gigondas.

Det tog jeg. Der er så stille, så det eneste, man kan høre, er det rindende vand fra en kilde. Det drives af en ældre dame (Sylvette Gras), som holder det, som det altid har set ud. Van Gogh har ikke boet her, men kunne lige så godt. Det er lige til et maleri. Nu er det vel også den bedste tid at være her inden det bliver for varmt og mens alt, der kan blomstre, gør det. Tiden var til aftensmad, så jeg kørte op i byen. Jeg smagte vin et par steder og købte da også en enkelt flaske Gigondas, til meditation i løbet af aftenen. Jeg var sulten, så jeg fandt et pizzaria, men de åbnede først kl. 19. Jeg slentrede lidt rundt i byen, men kom tilbage, netop som det begyndte at dryppe. Jeg ville lige have et glas inden maden og ville gerne sidde under træerne på terrassen. "Il pleu", sagde tjeneren. Det vil jeg nu ikke kalde regn, så jeg fik min vilje. Solen begyndte da også at skinne kort efter og jeg fik min pizza og lidt grønt salat.

Hjemme på La Ravigote, satte jeg mig i gården eller have, om du vil, og lyttede til musik og skrev dagbog. Tid til lidt eftertanke på turen og livet. En halv flaske Gigondas hjalp til. Tid til dynerne.