24. april 2015 - München

Nu var det snart tid til at tage afsted. Jeg regnede med at køre ved middagstid. Så ville jeg have masser af tid. Kunne måske se lidt af München, tænkte jeg. Efter morgenmaden gik Rie sin sædvanlige tur. Jeg blev hjemme, - officielt for at skrive dagbog, hvilket jeg også gjorde, men jeg skulle også lige fintænke på ryggen på sofaen. Da hun kom tilbage ærgrede det mig faktisk lidt, at jeg ikke havde benyttet lejligheden til at følge med hende. Det lød til at have været en endnu bedre rute end i går. Jeg pakkede mine ting og Rie gav frokost. Det var "dansk" frokost. Hun bager rugbrød. Det kan jeg godt forstå. Det er dejligt med en sildemad. Jeg kørte vel ved 13-tiden og GPS'en sagde noget med at der var 300 km til München. Jeg kørte ad rute 3 syd om Wahlensee. Det er den flotteste motorvejsstrækning, jeg endnu har kørt på. Man kører i dalen, som er ret flad og som dyrkes, men på hver side rejser der sig bjergvægge. Mod syd var bjergene stadig dækket af sne. Mod nord kunne man se bjergvæggen, med små vandfald  eller udsigten ned over søen. Jeg var ved at tabe kæben flere gange. Lige syd for Liechtenstein drejede jeg mod nord, hvor jeg kørte langs Rhinen, der danner grænse til Liechtenstein. Rhinen starter åbenbart inde i Schweiz og løber mod nord til Bodensee.
Da jeg havde så god tid, besluttede jeg mig for at køre ind til hovedstaden i Liechtenstein, Vaduz.

Hertugens slot

Byen er nok på størrelse med Vejen, men har flere dyre biler parkeret. Jeg parkerede lige midt i byen og fandt et sted hvor jeg kunne købe en ny schweizerkniv, som erstatning for den som lufthavnskontrollen tog fra mig på Madeira. Jeg fandt også nogle små gaver til pigerne derhjemme. Så kørte jeg nord på ad vejen inde i Liechtenstein op til Feldkirch i Østrig og derfra videre nordpå mod Tyskland på motorvej. Pludselig mærkede jeg, at jeg manglede min rygsæk. Åhh nej, - jeg hader at køre tilbage efter noget, men mit kamera lå i tasken og jeg vidste, at jeg havde sat den i Vaduz. Jeg havde jo god tid, så jeg kunne sagtens nå det. Jeg vendte om og kørte sydpå igen. Efter et stykke tid, syntes jeg de østrigske vejskilte viste mod Innsbruck og andre byer. "Det er vist ikke helt rigtig". Jeg vendte endnu en gang om og fandt endelig Liechtenstein og til sidst Vaduz, hvor min taske stod pænt op af en stolpe.
Nu kunne det være nok med at køre fra motorvejen. Nu skulle jeg til München. Jeg skulle lige have lidt mad og måske en øl inden jeg satte mig ind i toget. Man skal vist nok betale for at køre på Østrigs motorveje, men dette lille bid ned mod Bregenz ved Bodensee, er måske ikke mere en 20 km bred. Det ville jeg ikke betale for. Det skete der heller ikke noget ved. Der er måske en stiltiende aftale mellem EU, Schweiz og Østrig om, at de ikke er så emsige med kontrol omkring Bregenz. Nu gik det fint mod München på de tyske motorveje.

Pludselig så jeg katastrofeblink og jeg bremsede. Bilerne holdt helt stille, men jeg trillede op imellem dem. Nu begyndte de at trække ud til siderne og danne en ny vej mellem dem. Jeg var godt klar over, at det var til ambulancer, men jeg fortsatte, nu med højere hastighed, mens jeg holdt øje med bakspejlet, for at se om der kom et udrykningskøretøj. Jeg kom helt op til uheldstedet, hvor en lastvogn havde kørt op en forankørende lastvogn. Kun de to var impliceret, men chaufføren i den bagerste, sad stadig i vognen. Der var allerede kommet ambulance og politi og pludselig kom der også en helikopter. Jeg havde stadig god tid, men jeg kunne jo ikke vide, hvor lang tid dette ville tage. Det måtte i hvert fald ikke tage mere end 1½ time, for så ville jeg komme for sent. Nu stod jeg der og var helt afhængig af, at de fik manden ud og derefter ryddet op. Det var varmt, så jeg smed overtøjet. Jeg snakkede med en anden MC'er, der var fulgt efter mig op mellem rækkerne. Han var schweizer og kunne oversætte, hvad han kunne få at vide af brandmændene. Efter en time var jeg så nervøs for at komme for sent, at jeg ringede til Trygforsikring, men de kunne ikke umiddelbart trøste mig. Redningsarbejderne fik manden ud i en ambulance og han kunne vinke til os, så det var ikke så alvorligt, som det ellers kunne have været. De begyndte at smide grus og feje og jeg tog mit tøj på. Lidt efter startede jeg cyklen og var klar til at køre forbi som den første. Omkring 18:30 blev jeg sluppet løs på en helt tom motorvej. Det er ikke tit man får lov til at køre helt alene på en tysk motorvej. Jeg kørte med gashåndtaget helt i bund, men fem minutter efter kom schweizeren på sin nye BMW forbi med en fart, så jeg troede, jeg stod stille. Lidt efter lidt kom der mere trafik, men aldrig rigtig meget, for det var nu efter fyraften. Da jeg kørte af motorvejen i München havde jeg stadig en ½ time til at nå toget. Det skulle ikke være noget problem. Det ville det heller ikke været, hvis jeg kunne se på GPS'en hele tiden, men den lå i tanktasken og jeg kørte hele tiden forkert. Endelig nåede jeg München Ost Bahnhof, fem minutter før sidste chance for at få MC'en med på toget. Så var det bag ved stationen. Jeg har kørt derfra før, men jeg kunne ikke helt huske, hvor det var og hvordan det så ud, - indtil jeg kom der. Jeg kørte ind til check-in 20:44 iflg. mit ur, der følger et atomur i Tyskland, men jeg skal da lige love for, at manden i check-in skældte ud. Jeg undskyldte med, at der havde være et "unfall", men det var han da ligeglad med. Det kunne han ikke bruge til noget. Han råbte i mikrofonen til medarbejderne på toget, at der sgu lige kom endnu en "motorrad". Puhha. Det var tæt på og jeg havde hverken fået tørt eller vådt. Der lå en Burger King lige over for, så den tog jeg og så op i toget og i seng. De andre i kupéen var fire danske mænd, der havde cyklet op og ned ad de italienske bjerge. Der gik lidt tid inden jeg faldt til ro og kunne lægge mig til at sove. De snorkede da i det mindste ikke, men et barn i kupéen ved siden af vækkede os alle ved 2-tiden. De andre bandede over det morgenen efter, men jeg tænkte bare: "Godt det ikke er mig der er forældre lige nu" og så sov jeg videre.

23. april 2015 - Lachen

Rie havde redt op til mig og jeg havde sovet dejligt. Hun lavede morgenmad og vi sludrede om løst og fast. Jeg ringede efter morgenmaden til DB for at få en status på strejken. De kunne ikke give nogen information, for det var også strejkebelagt. Skulle jeg vente eller skulle jeg forsøge at få en billet fra et andet sted? Vi har engang rejst til München med bilen, så det var da en mulighed. Jeg kunne simpelthen ikke overskue, at skulle køre op gennem Tyskland, så jeg forsøgte at få en billet fra München og fik en til dagen efter. Det ville så betyde, at jeg skulle sove der endnu en nat, - hvilket jeg faktisk ikke havde noget som helst imod. Jeg havde det jo fremragende og der var meget, vi ikke fik snakket om i går.

Nu kunne jeg slappe af, så Rie og jeg gik en tur. Det gør Rie hver dag. Ikke samme rute, men rundt omkring i landskabet. Vi gik ned til havnen ud til Zürichsee. Derfra videre lidt udenfor byen, hvor der er er små naturperler, hvor man kan følge lappedykkede og andre fugle. Senere kom vi forbi en lille naturhavn, hvor husene lå ned til vandet. Det var meget hyggeligt. Rundt omkring er der små parker, hvor kommunen har opstillet grill-pladser. Hele tiden kunne vi se søen og de sneklædte Alper. Man bliver bare så imponeret af Schweiz, men begejstringen faldt lidt, da jeg skulle betale for en dejlig udendørs frokost, som Rie og jeg fik, da vi kom ind i byen igen. 7 kr. for en SFr. Det må da give problemer for schweizerne på et tidspunkt.
Vel hjemme i lejligheden tog jeg mig lige en slapper. Jeg havde hovedpine, affødt af skulderinfiltrationer, som igen kom af den lange tur fra Frankrig i går. Først da jeg lånte Ries liggestol med en god nakkestødte forsvandt hovedpinen. Søren kom hjem og vi drøftede dagen over en øl. Jeg havde fundet endnu en flaske, der var blevet til overs, som kom med til festen. "Jens har en magisk motorcykeltaste, hvor han kan finde en flaske vin", sagde Rie til Søren. Det var en Barbaresco og Søren kom med et par Baroloer. Vi kom ikke til at gå ned på vinene. Vi hyggede os meget. Bare det at kunne sidde på terrassen var jo dejligt og så i godt selskab. Jeg slappede af, for jeg skulle jo bare være på München Ost Bahnhof senest 20:45 næste dag, så jeg havde god tid til at nyde turen derop. Vi gik ikke for sent i seng, for Søren skulle jo på arbejde i morgen, stakkels mand.

11. april 2015 - Sirralunga

Hold da kæft jeg frøs i nat. Det skulle vise sig at være meget stor forskel på dag- og nattemperaturer. Ned til 3 grader, og så kan den elendige sovepose kun klare ned til 13 grader. Hvorfor laver nogen sådan nogle elendige soveposer. Klokken var 8 og jeg stod op. Pigerne var ved at pakke, så jeg havde underholdning til morgenmaden. Vi fik sagt ordentlig farvel, - med tre kindkys, som det er skik her på egnen. Jeg ventede til det var blevet lidt varmere, så klokken 10 kørte jeg mod byen Barolo, kun tre kilometer fra hvor jeg bor.
De har et vinmuseeum. Det skal forståes på den måde, at de udstiller vin og man kan købe smagsprøver. Ganske smart. Lidt på samme måde, som jeg prøvede i Lisabon. Man får et magnetkort, og så er det bare med at smage. Bagefter afleverer man kortet og betaler ved kasse et. Bagefter gik jeg en tur rundt i byen, men der sker ikke så meget. Det har et pænt og lille slot og så ret mange restauranter. Jeg kørte hjem til teltet og spiste de sidste ansjoser. Det er altså godt og bagefter lagde jeg mig på en solseng, mens jeg hørte musik. Siesta hedder det. Skik følge eller land fly. I hvert fald hvad siesta angår.

Klokken var henad 15, da jeg kørte mod Sirralunga. En lille by i det aller østligste af vinområdet Barolo. Her bor Lorentsens Vinforsyning's producent, Paolo Manzone. Ham måtte jeg selvfølgelig besøge. Jeg var lige kørt ind i gården, da han kom ud. Vi hilste på hinanden og han lød aldeles imponeret over, at jeg ville besøge ham. Han stillede op med en rigtig vinsmagning. Crisini, vand og alle hans vine. Han fortalte gerne om sin produktion og jeg fik meget at vide.

Som næsten alle andre producenter, har han også en Bed and Breakfast, her var det et amerikanst par. Manden var ansat ved det amerikanske forsvar som psykolog. Han hjalp familien til mændene i kamp. Det gik aldrig op for mig, hvorfor det lige skulle være i Italien. De skulle hjem til Whyoming, da deres forældre også gerne ville have fornøjelse af deres lille 1½ år gamle søn. Han trissede stille og rolig rundt og hyggede sig med en vandkande. Jeg blev vist rundt i vinkælderen. Det var en lille specialitet her, idet han havde en brønd med klart vand midt inde i kælderen. Den var med til at stabilisere temperaturen, men vigtigst var nok, at den kunne holde luftfugtigheden oppe, så tønderne ikke tørrede ud.
Vel ude bestilte jeg hans specialitet "Luvi" Langhe Rosso. Den kan ikke få højere klassifikation, da den ikke følger reglerne. Han sagde selv, at det var hans "Super Toscaner", men med druer her fra egnen. Jeg skulle selvfølgelig også have hans Barolo Meriame 2011. Lavet på stokke mere end 50 år. Vi talte en del om ligheden mellem Barolo og Bourgogne, klarheden og finessen. Men også forskellen: styrken og taninen. Det er en misforståelse, at Barolo (Nebiolodruen) er kraftig. Den er gennemsigtig som en Pinot Noir. Den kendes på duften, men den har MEGET tanin og kan ligge flere årtier. Han fandt en Barolo frem, der havde ligget 10 år. Jeg kunne stadig mærke taninen og den var kun blevet lidt mere brun.

Udsigten i Sirralunga

Alt godt slutter på et tidspunkt, så jeg måtte afsted. Lige omkring supermarkedet efter lidt brød og ost til aftensmaden,  som også bestod af rester fra i går.

22. april 2015 - Pilgrimstur

Udstillingskublen i CERN

Jeg er medlem af en loge. Jeg blev meldt ind i den, uden at vide det. Sonja er også. Nogle medlemmer mødes med faste intervaller, vi andre mere tilfældigt. Det er imidlertid sikkert, at hvis et medlem skulle komme i bekneb, så står hvert logemedlem klar til at hjælpe medlemmet. Jeg taler om LEC-logen. Jeg er ikke særlig aktiv, men havde allerede inden denne tur, spurgt to andre medlemmer, Rie og Søren i Lachen i Schweiz om jeg måtte besøge dem. Det måtte jeg selvfølgelig gerne. Sådan er det at være LEC-logemedlem. Jeg drog af sted fra Condrieu mod Schweiz, men inden jeg ville møde op i Lachen, ville jeg også besøge min "religiøse" helligdom, - mit Vatikan, Mekka eller Grædemur, nemlig CERN. Stedet, hvor vort univers' oprindelse bliver klarlagt for os en dag. Deres motto er "LHC accelerating science". Det ligger i en forstad til Geneve, der hedder Meyrin, - meget tæt ved lufthavnen.
Jeg skulle jo lige derop først. I starten en lidt kedelig tur, men jo nærmere jeg kom Jurabjergene, som går nord-syd og danner grænse mellem Schweiz og Frankrig, jo mere interessant blev turen. Disse bjerge er, så vidt jeg ved, geologisk meget ældre end Alperne. Ikke så høje, men stejle! Jeg var glad for at køre på motorvejen. Den gik skiftevis gennem et bjerg eller over en dal på en bro. Når jeg siger over, så kan det være 300 meter. Jeg kørte et sted lige ud af en tunnel og ud på en bro og blev næsten helt svimmel af højden over jorden. Dernæst langs bjergvæggen, hvor vejen hang langt over dalen. Det er motorvej, men jeg kørte langsommere! Det var smukt, men det indgød også en vis respekt. I Geneve kørte jeg ud til Meyrin og CERN. Hovedsproget er engelsk og det er omgivet af en toldmur, fordi der kommer videnskabsfolk fra hele verden.  Man kan kun komme ind i deres besøgscenter og en udstilling på den anden side af vejen. Jeg kunne desværre ikke komme med på en rundtur, for den sidste var kl. 14 og i øvrigt skal man bestille på forhånd. Ærgerligt, men så købte jeg en bog og en Sweat-shirt med CERN's logo.

Udstillingen på den anden side var egentlig ikke så god, men selve bygningen var flot. Den var rund som en bold med vandrette riller. Ved siden af stod en mægtig skulptur, som et bånd i stål, formet som en sløjfe. På båndet var indgraveret de store opdagelser om universets, - heriblandt min helt Steven Hawkins, der i 1975 opdagede, at et sort hul vil "fordampe" på et tidspunkt. Nu havde jeg da været her. Næste gang bestiller jeg tid. Helt sikkert!

Nu skulle jeg til Lachen, men jeg havde nok ikke lige regnet Schweiz til at være så stor eller også havde jeg ikke tjekket, hvor Lachen ligger. Jeg måtte desværre sende en SMS, hvor jeg undskyldte, at jeg ville komme lidt sent, - måske ved 19.30 tiden.
Når jeg kom op til dem, ville jeg også lige snakke om en SMS, jeg havde fået i går (tirsdag, den 21. april 2015). Den lød således:

"Der Zug AZ 1498 fällt am 23. April aufgrund des Streiks der GDL aus."

Noget kunne nemlig tyde på, at en strejke havde stoppet mit tog hjem. Skulle jeg så til at køre op gennem Tyskland eller kunne jeg finde et andet tog hjem.

Jeg fik en varm velkomst og vi besluttede at glemme problemet til næste dag og bare nyde maden, vinen og det gode selskab. Rie havde lavet en fiskegratin, som lige kunne varmes, når jeg kom. De er vant til at gæsterne kommer for sent. Bagefter var der asparges og lammehapsere, som er lammekottelletter. Jeg bragte lidt overskydende vin med til festen og Søren fortalte begejstret om vinen fra Baden-Baden. Det må være næste vinmål. Men ellers gik aftenen med opdateringer på de forskellige logemedlemmer og livet i det hele taget, med mange grin til følge. Gamle historier blev bragt frem igen og nye kom til.

Rie og Søren nåede lige at sige, inden vi gik i seng, - at jeg da endelig måtte blive, hvis ikke kunne komme hjem næste dag. Allerede der faldt min iver efter at komme hjem. Jeg kunne nu sove mere roligt, for jeg var i trygge hænder.

21. april 2015 - Hermitage

Da der nu ikke var så meget andet at kigge og smage på ved Condrieu, kunne jeg ligeså godt se det andet berømte vinområde i nærheden, - nemlig Hermitage og det omliggende Crosez-Hermitage. Hermitagevinen er næsten som Cote Rotie, samme drue (Syrah), stejle skråninger, der vender mod syd og kun 1 times kørsel sydpå langs Rhone. Jeg havde slappet lidt af på værelset om formiddagen, så jeg nåede først Tourmon, byen ved Hermitage, til frokost. Lige på den anden side af floden ligger tvillingebyen Tain-l`Hermitage lige for foden af Hermitagebakken. Jeg satte mig på en cafe med udendørs servering. Lige ved siden af satte et pensionistpar sig og jeg hørte, de talte dansk med hinanden. Jeg følte jeg var nødt til at give mig til kende som dansker. De kunne jo sagtens tro, de sad der, uden at nogen kunne forstå dem. Vi fik faktisk en ret hyggelig snak. De kom fra Vejle og var på vej hjem fra Malaga i Spanien med en campingvogn efter bilen. Under snakken fortalte konen, at deres svigersøn var jagerpilot med tjeneste i Irak. Det var interessant at lytte til, hvordan en familie klarer en sådan situation, - især da jeg jo tidligere havde mødt en amerikaner, der hjalp familien til soldater i krig. Det er nu alligevel lidt underligt, at jeg på denne tur har mødt to uafhængige personer, der er påvirket af krigen i Syrien.

Jeg ville jo se Hermitagebakken, helst oppe fra, så jeg fandt en vinrute, som snoede sig op ad bjerget. Jeg kom helt op til toppen og fik en fantastisk udsigt ned over de stejle skåninger, helt ned til Rhone, der gravede sig gennem landskabet ud til en slette syd for byen og selvfølgelig videre til Middelhavet. Omme bag bakken ligger en lille søvnig landsby, som har lagt navn til hele vinområdet, - Crosez-Hermitage. Noget af vinen derfra er måske lige så gode som Hermitage selv, - men man kan bare ikke vide det, før man har taget proppen af flasken. Jeg kørte lidt rundt på de små veje og endte til sidst i byen igen, hvor jeg lige var inde i en enkelt butik for at smage deres vine. 

Jeg kørte hjemad ad samme rute til jeg kom til en LeClerc lige syd for Condrieu. Jeg ville gentage successen med færdiglavet mad. De blev Cocq-au-Vin. Jeg bemægtigede mig damens terrasse og nød en øl sammen med oliven, mens jeg nød den sidste sol. Cocq-au-Vin'en var fantastisk. Jeg kan i hvert fald ikke lave den bedre selv. Tak for i dag.

20. april 2015 - Cote Rotie

Hvert vindistrikt har sine topnavne. Bordeaux har Chateau Lafite, Bourgogne Chambertin og i Rhone er det Cote Rotie. Kun Bordeaux har slotte. Alle andre steder er det små "vinbønder". De bor sikkert i Paris på de dyreste adresser, men her på egnen er de "bare" en lille vinbonde. Cote Rotie er den "ristede skrænt" og den er både skrænt og ristet. Hældningen er nærmere lodret end vandret og det der så vender mod syd, koster nok over 500kr flasken. Det kan så undre, i hvert fald mig, at byerne, som her Ampois, er så ualmindelig kedelige. Jeg kørte ad en vej op gennem skrænterne og fik nogle fantastiske udsigter. Længere oppe er det bare "kedelig" landbrugsland, men altså meget smukt alligevel, - især når man savner den danske sommer. Der er frodigt græs, gule rapsmarker (måske sennep). Vel nede i Ampois fik jeg en øl, på den "lokale" og traskede langs hovedgaden og smagte vin to steder. Det var dog inkl. Cote Rotie, men ellers var der intet, der kunne afsløre denne by, som den by der er nærmest på en af verdens dyreste vine. Det er herfra druen Syrah stammer. Den, som australierne kalder Shiraz, men som slet ikke smager som en Syrah fra Cote Rotie. Jeg kan godt tillade mig at være vinsnoppet, for jeg har ikke råd til Cote Rotie hjemme. Jeg drikker Crozes-Hermitage hjemme, hvis jeg endda har råd til den.
Jeg havde allerede i Barolo fået anbefalet Fransois Vilarde her i Cote Rotie af La Cave i Them, der importerer fra Erbaluna, hvor jeg boede. Da jeg meldte mig til Vilarde, kunne de ikke finde La Cave i deres kunderegister. Jeg fik dog allernådigst en smagning, selvom de kun gør det efter forhåndstilmelding. De var faktisk ganske flinke og jeg købte en halv flaske af deres Cote Rotie.
Hjemme på adressen lagde jeg mig på en solseng og fik lidt sol efter en øl. Jeg faldt vist lidt i søvn, så jeg måtte lige gå en tur til selve Condrieu, som er på den anden side af floden. Her satte jeg mig på en cafe, hvor de lokale mødes efter arbejde og får et glas et eller andet, samtidig med at børnene leger ved siden af. De var kommet lige fra arbejde, for den ene var støvet, som arbejdede han på en cementfabrik. Jeg gik videre for at finde en restaurant, hvor jeg kunne få lidt at spise. Den næste cafe havde heller ingen servering. Jeg spurgte en af gæsterne om han da ikke kunne vise mig, hvor der ligger en restaurant. Det kunne han da sagtens.

Et par kilometre nede af floden var der en.
Det skulle vise sig at være en særdeles fin restaurant. Jeg kom lidt for tidligt til at de ville servere noget, så jeg købte en halv flaske Condrieu og begyndte at skrive dagbog. Jeg sad på en fantastisk dejlig terrasse lige ned til floden. Jeg kunne følge flodprammene og et enkelt hotelskib. Det tror jeg i hvert fald, det er.
Jeg bestilte vinmenuen, men måtte ind for at spise. Hold da op for en menu. Det eneste jeg måske kunne klage over var, at alle vinene, bortset fra den sidste, var hvide. De var fine, men jeg havde måske håbet på lidt flere røde. Den sidste var til gengæld en Cote Rotie. Der var ikke ost inkluderet i prisen, men tjeneren tilbød dessertost. Dertil endnu et glas Cote Rotie. Til sidst dessert, som var en glasboble, med is og frugt. Jeg var mæt, for at det ikke skal være løgn, så fik jeg også den lokale Marc til kaffen.
Nu måtte jeg hjem. Næsten henne ved broen over Rhone, så jeg en kæmpe stor rotte vandre langs kantstenen. Den var kun lige lidt mindre en en Sct. Berhardshund. Den var sikkert på vej i byen, nede fra floden. Nu ville jeg hjem i seng, forhåbentlig uden mareridt.

19. april 2015 - Regnvejr

Broen mellem Condrieu og Les Roches-de-Condrieu

De havde lovet regn, men det tager sådan en viking, som mig, sig ikke af. Jeg ville videre. Det dryppede lidt, men ikke rigtig regn, så jeg betalte og forlod Gigondas. Jeg kørte op til Vaisom-La-Romaine. Det er vist en omvej, men engang imellem er det også godt. Jeg kom igennem Rasteau og så kørte jeg på et ret fladt landskab, som pludselig viste sig at være "Plan de Deiu", men jo længere jeg kom mod vest, - mod Rhone, kom der flere sten i marken. Ligesom i Chateau-Neuf-de-Pape. Der der gør deres vine så specielle, - siger de. Her måske svaret på hvorfor nogle Plan-de-Dieu-vine er så dejlig kraftige, mens andre er mere ordinære. De sidste kommer fra det mere lerede område nær Vaison-de-Rhone.

Jeg ville køre langs Rhone, udenom motorvejen. Der er to fejl sådan en beslutning. Der er faktisk ikke så meget at se. Bare almindelig landbrugsland og så regnen. Den tog til, som tiden gik og til sidst var jeg så kold og våd, at jeg lod mig lokke af en McDonaldreklame. Jeg skulle bare varmes op og måske få tørret mig lidt. Der var bare ingen McDonald i byen. Jeg fandt byens Bodega, hvor de lokale holdt til. Jeg blev budt velkommen. Jeg var gennemblødt og ville gerne have noget at spise. "Kun alkohol", så bartenderen på fransk. En af de kvindelige gæster viste mig hen til Boulengeri, hvor jeg kunne købe et par lunkne stykker pizza. Det var godt og bagefter en par kopper kaffe. Jeg nåede da at få varmen, inden jeg skulle have det våde tøj på. Mærkeligt, jeg troede ikke det regnede i sydeuropa. Nu kunne det være nok med at undgå motorvejen, så ind på den og så videre mod Vienne. Det var koldt og vådt og jeg måtte endnu engang overgive mig til vejrguderne. Jeg skulle have noget brændstof til Yamahaen og til mig selv. De påstod, at de havde mexicansk burger. Hvis Mexico hører det, vil det starte en mindre international krise. Igen fik jeg varmen. Jeg fandt på en meget smart måde at tørre mit tøj på, - synes jeg selv. På toilettet kan man tørre sine hænder efter vask. Maskinen kan også tørre MC-handsker og T-shirts for den sags skyld. Det hjalp lidt, sammen med at vejret blev en del bedre. Da jeg nåede Vienne skinnede solen. Jeg fandt turistinformationen. Med lidt besvær fandt de et BnB-værelse i Les-Roches-de-Condrieu. Lige over for Condrieu.

Ejeren havde etagekøkkenhave

Ejeren var et fin ældre dame, som viste mig rundt og især hvordan jeg skulle lukke og låse dørene. MC'en kunne stå i en garage. Værelset er sådan set godt nok, men det lugter af brænde. Der er en kamin i værelset.

Jeg gik en tur i byen. Der måtte da være et sted, hvor jeg kunne spise. Der er kun et sted og det var lukket. Lige overfor solgte de pizza-to-go, som man siger. Nå, jeg bestilte en Mexicansk (igen). Jeg trængte til at blive varmet af noget tabasco. Det sparede de så på, men det er nok en af de største pizzaer, jeg endnu har fået, i diameter i hvert fald. Jeg kunne i hvert fald kun spise halvdelen. Resten af aftenen sad jeg på værelset og lyttede til musik og skrev dagbog.
Rasteau er alligevel god til eftertanke og dagbog. Godnat.

18. april 2015 - Rasteau

Jeg kunne ikke rigtig bestemme mig for, om jeg skulle tage ind til Cateauneuf-de-Pape eller Vaison-de-la-Romaine. Det blev det sidste. Jeg ville se de romerske ruiner. De lever så vældig op til at være ruiner. Der er sådan set kun soklen tilbage der, hvor husene var. De fleste sten kan man garanteret finde ude i byen, hvor de har været med til at bygge dagens huse. Det bedst bevarede et det romerske teater. Det står næsten uændret. Det har sikkert også været brugt gennem middelalderen. Mens jeg gik rundt i ruinerne, tænkte jeg på, hvilken fin kultur både den græske og senere den romerske kultur var. Især grækerne var store videnskabsfolk og romerne anlagde veje, byer og i det hele taget byggede de infrastruktur. Esters far (fra i går) er cementkemiker og han fortalte, at romerne opfandt cement. Så kom kristendommen og i næsten 1.500 år, lå al videnskab øde. Der var èn og kun èn bog der gjaldt, - nemlig bibelen. Al videnskab var undertrykt indtil renæssancen og visse steder på kloden undertrykker religionerne stadig fremskridtet. Tænk, hvis videnskaben havde fortsat op til i dag uden afbrydelse af middelalderen. Så var kræftens gåde løst og mennesket havde sikkert allerede bygget byer på Mars.

Rasteau

Jeg trillede videre mod Rasteau, også en vinby, men lidt længere nede ad skalaen. Jeg havde lavet en madpakke, som jeg spiste på torvet. De påstod på et skilt, at de havde et vinbibliotek allerhøjest oppe i byen. Den har kun åbent nogle få dage om ugen, viste det sig, men jeg gik da lidt rundt og nød udsigten. Jeg kørte videre for at finde noget vin at smage. Jeg synes, det er interessant at finde alternativer til de store etiketter. Tit finder man gode alternativer, men til lavere priser. Det gjorde jeg så ikke i Rasteau. Jeg fik ikke smagt meget, men de har tydeligvis fundet et andet forretningsprincip: Ud med vinen til kunderne, så hurtigt som muligt. Jeg er ikke sikker på det er den rette strategi, - hverken set ud fra vinsynspunktet, men heller ikke økonomisk. Det var det dengang, da renten var høj, men i dag kan det jo godt være at lagringen af vinen giver et bedre forrentning end banken eller obligationer gør.

Rasteau var altså lidt af en skuffelse, så jeg kørte hjemad, men så kom jeg pludselig i tanker om Violes, hvor jeg engang havde en fantastisk smagning til deres vinfest. Måske kunne jeg finde nogle af deres "Plan de Dieu" vine. Det er et ret nyt AOC, - kun 10 år. Jeg kørte ud og fandt Domaine des Favards. Det er et stort sted og de har også en campingplads. Jeg ankom ved kl. 13:30, men der var middagslukket. Det vender jeg mig nok aldrig til. Nå, jeg slappede af på den lokale café midt i byen. Sikkert også den eneste. Da klokken var over to kørte jeg derud igen. Damen der tog imod kunne ikke andet en fransk, så hun fat i fruen i huset. Jeg  ille gerne smage hele deres sortiment af røde vine. Her skal jeg sige til de vinuvidende: At smage er ikke det samme som at drikke. Man snuser og smager måske lige en enkelt gang. Det viste sig, at være rigtig interessant. Jeg sluttede af med tre "Plan de Dieu", fra henholdsvis fra 2010, 2011 og 2012. Det giver et virkeligt godt indtryk af vinen. Hold da op for gode vine. Det tror jeg, de bliver det nye store! De koster kun det halve af en Gigondas. Nå, det spolerer amerikanerne og kineserne nok snart. Indtil da, nyd "Plan de Dieu". Der kom en enkelt i rygsækken til aftenen.

Jeg kørte stille og roligt hjem til Gigondas, hvor jeg ville have lidt at spise. Det kan man ikke sådan få, hvis klokken er over 16. Restauranten på torvet ville ikke sælge mig noget. Der var heldigvis en anden 50m derfra, som lavede mig en aldeles fin salat og serverede selvfølgelig et glas Gigondas til. Jeg bad om endnu et glas. Så kom han ud med en 5 liters Bag-in-Box med Gigondas. Gad vide hvornår man får en Clos Vogout som BiB. Hjemme spiste jeg senere resterne af pateen og pølsen fra E. Leclerc i går og hyggede mig med musikken og lidt vin.

17. april 2015 - Tur i landskabet

Jeg ville egentlig bare til Vacqueyras for at se om de havde nogle vine og i det hele taget se hvordan byen tager sig ud. Den tager sig meget kedelig ud. Nå,  jeg kunne da også bare lige køre videre til Beaumes-de-Venise. Det er kun 6 km derfra. Pludselig så jeg en skilt, der sagde: "Route-des-Vin".
Det blev en aldeles fin middag og efter middagen var der underholdning, udført af en 1½ år gammel pige, som havde taget sine forældre med på ferie fra Lyon. Moderen var læge og forskede i at udrydde blodkræft. Hun mente faktisk, at de var kommet langt. Det vil være endnu større spring for menneskeheden, hvis det lykkes, end at sætte en mand på månen eller Mars, for den sags skyld. "Så står du til mindst èn Nobelpris. Jeg holder øje med dig!", sagde jeg til hende. Den lille Esther holdt sine forældre beskæftiget og kunne samtidig underholde mig. Faderen og jeg delte det sidste vin, da hun var lagt i seng. "Fair do do"  hedder det på børnefransk. "Faire do do" til mig også.

Det måtte jeg da forfølge og inden jeg havde set mig om, var jeg på vej ud af en lille vej, der skulle vise sig at være meget smuk. Det er bag de berømte vinområder, inde i bakkerne, men de laver også vin her, men med lidt mere spredt fægtning. Vejen snoede sig  mellem vinmarker, skov og klipper. Jeg måtte stoppe hele tiden for at tage billeder, men også for at finde vej. Jeg har heldigvis Google Maps med, så jeg da i det mindste kan se, hvor jeg er. Jeg havde nu bestemt mig for at tage ind til Carpentras for at købe ind i E.Leclerc, - Frankrigs Bilka. De franske byer ser lidt slidte ud. Jeg fik i hvert fald ikke et godt indtryk af byen, men jeg så heller ikk så meget af den. Jeg købte ind til frokost og til aftensmad, som blev Cock-au-vins. På vejen hjem lagde jeg lige vejen forbi Vacqueyras igen. De har et kæmpe sted, hvor man kan smage og købe vin. Jeg prøvede lidt forskelligt og endte med at købe både en hvid og en rød vin Jeg foretog mig sådan set ikke så meget om eftermiddagen. Vejret var dejligt og der var en solseng stillet op i gården, som kaldte på at blive brugt og så er der jo altid denne dagbog, som jeg skriver.

16. april 2015 - Carmargue

Saintes-Maries-de-la-Mer

Vejret så lidt truende ud, da jeg vågnede, og der var ingen morgenmad. Jeg havde jo smidt alt ud i Italien. Det blev til en kop kaffe og en tomat, så kørte jeg. Jeg var kommet til Arles for at se Camarque`n. Jeg havde hørt om den i nogle fransktimer for nogle år siden. Det lød egentlig spændende og så er det et floddelta. Jeg var ikke kommet langt før det begyndte at regne. Hvis det holdt igen, ville jeg hurtigt tørre. Jeg kørte direkte ned til Saintes-Maries-de-la-Mer.
Jeg skulle lige se Middelhavet,. Byen var beskyttet mod havets rasen med en stor mur og nogle stenvolde ud i vandet. Det gav mulighed for at bade fra en sandstrand. Jeg hjalp nogle schweiziske piger med et fotografi og de hjalp mig med et. Nu var jeg sulten, så jeg fandt en restaurant med Fruit-de-Mer.

Forretten var små friturestegte sardiner, - og ikke andet end en citron til. Hovedretten var en slags gratin med skaldyr. Jeg kunne også have fået en steak, men det er jeg blevet lidt påpasselig med siden i går og så er skaldyr altså både godt og sundt. Mens jeg spiste var det klaret lidt op, men vejrudsigten for området lovede mere regn næste dag. Jeg besluttede derfor, at jeg ville køre mod Sablet nær Chateau-Neuf-de-Pape. Der har vi været på Bed&Breakfast for nogle år siden. Jeg kørte af en lidt mindre vej hjemad til Arles. Jeg var næsten ikke kommet ud af byen før jeg så de første flamingoer. De spankulerede rundt i det lave vand og fandt føde. Jeg gik selvfølgelig fotoamok, men det havde jeg nu ikke behøvet, for der var mange. Jeg fik også billeder af de berømte hvide heste fra Camargue og de sorte tyre, som også går næsten frit omkring og venter på at blive serveret som en sej bøf. Nå, måske ikke. Jeg var nok bare uheldig i går.Det tog en time at pakke det hele sammen og kl. 14 kørte jeg mod Sablet. Jeg undgik motorvejen og så derfor landskabet ændre sig mod nord. Der kom nogle små bjerge mod øst. De blev større jo tættere jeg kom på Avignon. Jeg kørte lidt forvirret rundt i Avignon, men vel ude kunne jeg nu se Mont Ventoux (Det skaldede Bjerg). Ikke mange franske bjerge har fået deres eget navn på dansk.. Jørgen Leth har sikkert sin andel i det.

Jeg drejede af mod Charteau-Neuf-de-Pape, som jeg bare kørte igennem. Videre mod Violes, for til sidst at havne i Sablet. De åbner desværre først Bed&Breakfast til maj, så jeg kørte til Gigondas, - 4 km derfra. Turisbureauet sendte mig til La Ravigote (http://www.laravigote.com). Et lille, meget typisk provincialsk husmandssted, - ca. 1½km udenfor Gigondas.

Det tog jeg. Der er så stille, så det eneste, man kan høre, er det rindende vand fra en kilde. Det drives af en ældre dame (Sylvette Gras), som holder det, som det altid har set ud. Van Gogh har ikke boet her, men kunne lige så godt. Det er lige til et maleri. Nu er det vel også den bedste tid at være her inden det bliver for varmt og mens alt, der kan blomstre, gør det. Tiden var til aftensmad, så jeg kørte op i byen. Jeg smagte vin et par steder og købte da også en enkelt flaske Gigondas, til meditation i løbet af aftenen. Jeg var sulten, så jeg fandt et pizzaria, men de åbnede først kl. 19. Jeg slentrede lidt rundt i byen, men kom tilbage, netop som det begyndte at dryppe. Jeg ville lige have et glas inden maden og ville gerne sidde under træerne på terrassen. "Il pleu", sagde tjeneren. Det vil jeg nu ikke kalde regn, så jeg fik min vilje. Solen begyndte da også at skinne kort efter og jeg fik min pizza og lidt grønt salat.

Hjemme på La Ravigote, satte jeg mig i gården eller have, om du vil, og lyttede til musik og skrev dagbog. Tid til lidt eftertanke på turen og livet. En halv flaske Gigondas hjalp til. Tid til dynerne.

15. april 2015 - Arles

Ikke at der ikke er dejligt i Barolo. Der er bare så smukt, varmt og roligt, men der er mere at opleve på en MC-tur til sydeuropa i april. Jeg skulle køre langs Rhone, fra dens udløb i Middelhavet, til hvor den løber ud af Genevesøen. Jeg har allerede kørt langs Rhone, da jeg kørte fra Martigny til Sct. Bernhard, men der tager den sig ikke så mægtig ud, som den gør lige inden den løber ud Middelhavet. Jeg fik pakket alle mine ting. Nogle måtte jeg lade blive tilbage. Der var lige et par flasker, som jeg altså ikke nænnede at lade ligge. Klokken 11 vinkede jeg farvel. Jeg tænkte, at jeg nok kunne finde autostradaen uden hjælp fra Google Maps, men efter at have kørte en halv time, så jeg skilt med 7km til La Morra. Jeg havde kørt i ring. Så blev Google konsulteret og jeg kunne nu fortsætte som planlagt. Det var min plan at "lande" i Arles ved Rhonens udløb. Jeg havde valgt en rute, der er kaldt SS20 (Strada Stationale 20) fra Torino gennem Cuneo til den franske grænse ved Limone di Piemonte. Det er et pas, som hedder Col de Tende,  hvor man skal igennem en envejstunnel. Derfra ned gennem et lille stykke Frankrig, indtil man kører ind i Italien igen, hvorefter man når Ventigmilia ved Middelhavet.
Skulle du nogensinde komme på de kanter på MC eller sågar i bil, så kan ruten anbefales!! Den tager måske lidt længere tid, men det bliver rigeligt betalt tilbage med udfordrende kørsel og fantastiske scenerier. Det første stykke i Italien kører man med Alperne på sin højre side. De var snedækkede. Man lister sig stille og roligt op til Col de Tende. Her blev jeg stoppet af det røde lys, som viste, at der var nogen igennem tunnellen fra den anden side. Der lå sne i vejsiden, men det var samtidig varmt, - måske 20gr. Der gik næsten en halv time. Der skulle kun have gået 15 min., men der var vejarbejde, som sikkert forsinkede skiftet af retning. Der er en meget lige tunnel og på den anden side skulle jeg nu til at køre ned ad bjerget.

Det var sjovt. Jeg har lige fået to ny dæk på, så nu kunne jeg også få slidt lidt på dem på siderne. Man kører hele tiden langs en flod, der hedder Le Roya. Den løber til tider gennem en Gorges (Canyon). Jeg ved ikke, om den selv har slidt sig ned i klippen, men det har den sikkert. Vejen snor sig langs bjergvæggen, skiftevis på den ene side og den anden side af floden. Jeg måtte flere gange holde ind til siden og nyde sceneriet. Hele turen gennem Frankrig var faktisk nedkørsel, som jeg husker det. Uden nogen stop kørte jeg ind i Italien igen. Der var bare et skilt ved siden af vejen, der fortalte det. Til sidste ramte jeg motorvejen mod Marseille og Arles. Nu var det bare derudaf. Benene på de bagerste fodstøtter og så slappe så meget af, som det var mulig. Jeg holdt lige ind for at få en sandwich, men ellers kørte jeg. Jeg var i Arles ved femtiden. Jeg fandt City Camping i byens udkant.Når vi nu snakker udkant, så er byen nok også udkantsfrankrig. Van Gogh boede her og malede de fleste af sine malerier, men byen har ingen af dem. Han kunne kun sælge et i byen Jeg satte teltet op, mens jeg var omsværmet af myg. Selvfølgelig må der være mange myg i et vådområde, som ved Arles. Det er en slags floddelta.
Nu mente jeg, at jeg fortjente lidt at spise, så jeg gik ind til centrum og fandt en restaurant, hvor jeg nok fik den sejeste bøf nogensinde, men jeg gad ikke klage over det. Så hjem til teltet, hvor jeg drak en halv flaske af den lokale vin, mens jeg lyttede til lidt musik og kiggede på stjernerne. Godnat.

14. april 2014 - Hviledag

Det er alt for lidt med en hviledag hver syvende dag, hvis man er på MC-ferie. Jeg trængte i hvert fald til at slappe af i rø.... Rejsen skulle faktisk være en slags Camino for mig, med tid til eftertanke. Man kan tænke meget på en motorcykel, men man bliver hele tiden forstyrret af lastbiler og andre trafikanter, Derfor en dag uden MC. Jeg trissede efter morgenmaden ned til Annunciate for at se, hvad den bød på. En lille forkølet købmand med noget meget gammelt shampoo, men et par øl havde hun da. Hun fik tid til at tage mod min bestilling, da hun endelig var færdig med at få og give alt sladderen i byen til en ældre dame.
Der er mælkebøtter mellem vinstokkene. "Det ser meget økologisk ud", som min mindre økologiske bror ville have sagt. Men pænt så det ud. Lidt frokost på terrassen og så time til halvanden i hængekøjen. Jeg er ikke SF'er længere, men hængekøjen er stadig god. 

Klokken lidt i fire kom herren i huset og spurgte om jeg havde tid til en vinsmagning af husets økologiske vine. "Altid", svarede jeg og gik ned i smagerummet. Det viste sig at være husets ansatte, der var bedre til engelsk, der forestod smagningen. Vinene var selvfølgelig gode og det viste sig, at de bliver importere af La Cave i Them. Jeg ringede til ham, for at spørge om han solgte til private, hvilket han gør. Samtidig kunne han så fortælle, at han importerer vine fra en producent fra Cotè Rotie lige syd for Lyon. Jeg skal jo op ad Rhone, så det ligger på vejen. Han ville advare producenten om, at jeg kom, så det gør jeg nok.

Nu gik jeg så op til La Morra for at få en pizza. Jeg skulle da have en pizza inden jeg forlod Italien.

Her forsår man, at at Piemonte betyder
"Ved foden af bjergene"

Det var blevet mørkt, da jeg gik ned til mit værelse. Der et hav af lys over Barolos bakker. Jeg gik træt i seng.

13. april 2015 - Barbaresco

Barbaresco

Eva og Monica fra Schweiz havde anbefalet byen Barbaresco meget. Især vinbonden Boffa. Det måtte jeg prøve. Barbaresco er lidt uretfærdigt blevet Barolo's lidt oversete lillebror. De laver vine af nøjagtig de samme druer. Deres jord er ens og den samme sol skinner på druerne. Barbaresco ligger på den anden side af Alba. Jeg stillede motorcyklen på torvet, lige ved siden af en bod, hvor en ældre kone, solgte kager og pølser. Jeg fik smagsprøver og købte tre salami for 5€. Fundet til de penge. Lige overfor er der stillet borde og stole op til en lille restaurant, hvor jeg satte mig for at få lidt at spise inden jeg skulle til smagning. En lille salat og et glas Barbaresco, Jeg spurgte til druen og tjeneren så næsten fornærmet ud og svarede: "Nebiolo, of cource". Så ved man det.

Jeg handlede lige lidt brød og andet i supermarkedet på vej hjem og så stod den ellers på terrasse af det der var tilbage af eftermiddagen og aftenen. Det er her, jeg skriver denne dagbog til en øl. Aftensmaden var først "Frutti di Mare" fra supermarkedet. Senere konens pølser. Livet er dejligt!

Jeg fortsatte op til Boffa, der ligger lige i midten af byen. En ældre meget smilende herre viste mig hen til et bord. Som næsten alle andre italienere, talte han ikke andet en italiensk, så det gjorde han. Så måtte jeg forstå det eller lade være. Jeg skulle have et glas af hver vin. Han så lidt forbavset ud, da jeg kun ville have en smule. "Picolo?", udbrød han undrende. Først en hvid vin. En lokal drue, som jeg ikke kan huske navnet på. Derefter tre andre druer:Dolcetto,Barbera og til sidst to Nebbiolo med D.O.C.G status Barbaresco, men fra to forskellige marker. De havde forskellig soleksponering. Det kunne man straks se på farven. Den første var lysere end den anden. Her måtte jeg overgive mig, så jeg bad om et rigtigt glas. Så kunne jeg gå en tur ned til floden bagefter. Jeg købte to flasker, - en Barbera og en Barbaresco (du ved, den med Nebbiolodruen). Barbera druen er også en lidt overset lillebror til Nebbiolodruen, men sådan vil det vel altid være, når der er noget at vælge imellem. Jeg kan i hvert fald anbefale Barbera. Jeg lod flaskerne stå, og så gik jeg ned mod floden. Det skulle vise sig at være sværere end som så. Jeg gik op og ned af vinmarker og græsmarker, uden nogensinde at finde derned. Nå, så måtte jeg vel gå tilbage og hente mine flasker og køre hjemad.

Nogle af de dejlige steder jeg kom forbi,
fordi jeg kørte forkert

Jeg ville prøve at køre på de små veje og navigere efter solen, men det er lettere sagt end gjort. Hårnålesvingene gør, at man til tider skal køre i den "forkerte" retning i et kryds og så har italien ikke en by- og landzonelov, som vi har i Danmark. Det betyder, at man aldrig ved om man er i en by eller på landet, - især her i det rige vinområde. Alle bygger, hvor de har lyst og råd. Der er en meget glidende overgang mellem by og land. Det var imidlertid en fantastisk flot tur. Jeg har aldrig været i Toscana, men jeg er sikker på, at her er smukkere, især i april, hvor alt blomstrer og det ikke er svedende varmt.

12. april 2015 - Nyt hotel

Udsigt fra La Morra

Endnu en kold nat var ovre. Det er sgu ikke rigtig ferie, men jeg sov da til kl. 9, nok mest fordi jeg havde beholdt tøjet på.  Jeg var lovet en vinsmagning på stedet kl. 14:30. Tiden inden ville jeg bruge i La Morra, som nok er det højeste punkt i området. Det giver selvfølgelig en fin udsigt. Jeg kørte via Barolo, hvor det viste sig at være spærret pga en slags festival.
Udsigten er altså fantastisk. Jeg tror ikke, at der et andet sted med så bløde bakker. Det skulle da lige være Mols. Jeg trissede ned til kommunens smagemuseum. En kunstner udstillede mellem flaskerne, men det vigtigste var selvfølgelig smagerummet. Her mødte jeg et danskt pensionistpar fra Als. De var på indkøb. Her lærte jeg, at selvom jeg synes, at vinene er dyre her, så er de endnu dyrere i Danmark. 200kr. I Italien; 800 i Danmark. De boede på et B&B hos en dansk dame i Annusietta. Kunne jeg få et værelse der? De mente det, men var ikke sikker. Nå, jeg fandt et sted med frokost. Salat og Mozzarellaost. Smager altså fantastisk, og så en Barberra til. Efter frokosten trillede jeg derned, men alt var desværre optaget. Jeg blev henvist til et sted lidt nærmere La Morra. Her fik jeg et værelse. Nu er jeg ikke særlig bekendt med B&B, men hotellerne har i hvert fald fået skarp konkurrence. 60€ pr. nat, med morgenmad.
Jeg kørte tilbage til teltet på Cascina Ballerin. Jeg skulle være klar til smagningen kl. 14.30 dansk tid. Det viste sig at være 14.50 italiensk tid. De besøgende kom dryssende efter 14.30. Det var rejseansvarlige, der var rundt for at smage vine. Jeg kom hurtig i snak med en dame, som fra det nordligste Italien. Hun anbefalede vældigt området og dets vine. Hun mente absolut jeg skulle komme til en messe i Milano, hvis tema var bæredygtighed. Jeg får no ikke "tid", men jeg anbefalede til gengæld Samsø. Vi udvekslede visitkort og jeg tog et billede af hende, som jeg lovede at e-maile hende. Jeg gik tilbage til teltet for at pakke det sammen. Pludselig råbte nogle bag ved. "Arrividerzi, Jens" De to venner fra smagningen vinkede farvel. Jeg skal altså lære at styre min charme ;-).

Terrassen på Erbaluna

Jeg flyttede ind i værelset hos Erbaluna. De producerer økologiske vine og de er vældig flinke. Jeg sad og nød udsigten over et glas vin og lidt musik, da herren i huset kom og skænkede et glas hedvin og en par stykker mørk chokolade. Det var en meget speciel hedvin. Der måske lidt kanel eller kardemomme i vinen. Jeg kom i hvert fald i julestemning. Den passede fint til chokoladen. Jeg trissede i seng allerede ved 22-tiden.

10. april 2010 - Mod Barolo

En god seng kan nemt undervurderes. Jeg havde sovet som en sten, men Sydeuropas morgenmad kan til gengæld nemt overvurderes, og så var dette hotels endda ikke det værste. Nu havde jeg håbet, at jeg frisk og med fyldt mave kunne bestige Sct. Bernhard. Receptionisten fortalte, at den åbner først den første weekend i juni. Lige nu er der 2m sne. Så er en tunnel alligevel bedre. Jeg har købt en vignet til de svejsiske motorveje, men det er ikke nok, hvis man vil gennem bjerget. Betal ved kasse et! På den anden side er det italien, men en fransk en af slagsen. De taler fransk i dette lille hjørne af italien.

Lige kommet ud af tunnellen

Nedkørslen mod Posletten er som en tidsrejse. I løbet af cirka en time går man fra vinter til sommer, så da jeg tankede nede på Posletten, skiftede jeg til sommerhandsker. Motorvejen er lige, - i alle tre dimensioner. Man finder sin hastighed og så lader man bare cyklen køre derudad, - hvis ikke det var for de irriterende betalingsstationer. Jeg drejede af mod Bra. Snart var jeg i Barolo. Jeg fandt straks Camping Balerina, lige nedenfor La Morra. Jeg var ikke den eneste på den primitive campingplads, så jeg satte teltet op lidt fra det andet telt. Jeg kørte til den nærmeste supermarked og købte aftensmad og noget til morgenmaden næste dag. Der var også lige røget nogle italienske ansjoser ned i kurven. Dem fik jeg til "frokost" på skiver af tomat og brød til og så et par øl. Du må endelig ikke ødelægge italienske råvarer med al for meget tilberedning. Råvarerne smager bare som om englene tisser på hjertet (lånt citat, men det passer bare her). Jeg slappede af og gik bagefter en tur op i vinmarkerne. Alle frugttræer blomstrer og vinen vil snart også blomstre. Det er en kritisk periode for enhver vinavler, der bor i et område med nattefrost. Her er opstillet en varmekanon, som skal varme om vinplanterne, så de kan danne druer senere.

Så var der tid til aftensmad. Restauranten bød denne aften af Ragnolotti i tomatsovs med chili. Dertil den lokale vin, Nebiolo de Langhe. Naboerne var nu kommet hjem. Det var to piger fra Lucern i Schweiz. Som alle kvinder var de selvfølgelig nysgerrig efter at vide, hvad jeg var for en starut. Efter en lille snak bød jeg dem op til mit bord. De kom, medbringene en vandpibe. De havde været her snart en uge, så de kunne fortælle lidt om, hvad jeg måtte se og opleve. Mærkeligt nok havde de ikke studeret vinene særlig. De var kommet for vejret og de skønne bakker, udsigten og de små vinbyer på toppen af bakkerne. Vi delte min vin og lidt senere kom ejeren. Han satte sig og han kendte tydeligvis pigerne godt. Snakken gik godt, - skiftevis på tysk, engelsk og fransk. Jeg taler et fantastisk tysk efter et par glas vin. Endnu en vin kom på bordet, Barolo. Ejeren viste sig at sælge sine vine til Østjysk Vinforsyning. Pigerne hed Monica og Eva. Eva skulle snart til Indien for at lære nogle lærere at undervise børn fra junglen, som hun sagde. Det var børn uden nogen forudsætning for sprog og matematik, så de skulle undervises med sten og pinde, for at kunne forstå matematik. Hun arbejdede for en svejtsisk NGO og tjente ingen penge på det, - kun opholdet og hendes forsikringer blev betalt. Se hendes blog her: http://evasindianstory.blogspot.it Monica fik jeg ikke meget at vide om. Hun talte ikke engelsk, men derimod fransk. Snakken gik lystigt og ejeren bragte en Grappa på bordet, men her måtte jeg sige stop. Jeg var træt! Vi bød hinanden god nat. Det skulle vise sig at blive en kold nat.

9. april 2015 - Første dag til Martigny, byen med de mærkelige træer

Jeg vil ikke trætte dig med hvordan turen startede. Ferien startede i Lörrach nær ved Basel, hvor jeg skulle have min MC ned fra togvognen. Jeg havde sovet elendigt i den øverste køje, men var egentlig ganske frisk. Solen skinnede fra en klar himmel men luften var ret kølig. Det hjalp mig lidt, da jeg opdagede, at jeg havde glemt nøglen aftenen forinden og derfor havde ladt lyset brænde på MC'en indtil der ikke var mere strøm. DB-medarbejderen kiggede op mod himmelen, da jeg spurgte om han ville hjælpe med at løbe den igang. Det lykkedes, men jeg havde alligevel fået sved på panden.

Montreaux

Nu gik det så fint til Basel 15 km derfra, hvor jeg lige måtte støtte den ellers overfyldte svejtsiske pengetank med ca. 250 for at få lov at køre på deres motorveje. Udsigten fra motorvejene er altså også noget bedre end på de danske motorveje. Der er stadig en del sne på bjergene, så de lyser vældig op mod den blå himmel. Jeg nød virkelig at trille derudaf mod Bern, Fribourg og til sidst Vivey, som er groet sammen med Montreaux helt nede ved den østligste bred af Genevesøen.Jeg ville lige hilse på statuen af Freddy Mercury, men blomsterne, søen og Mont Blanc-massivet syd for søen, tog helt pustet fra mig. Jeg gik i fotochok. Der var et væld af Magnolier i fuld flor, sammen med mange andre blomster i alle farver der findes, - tror jeg nok. Jeg hilste også lige på Freddy the Queen og så kørte jeg mod Sct. Bernhard passet. Efter en snes kilometre nåede jeg Martigny, hvor vi har været før. På torvet er der en masse meget stynede platantræer. Her skulle jeg lige have lidt frokost inden jeg kørte videre. Det kom aldrig til at ske. Solen bagede så dejlig på mig på cafèen og jeg var meget træt. Jeg regnede ud at jeg stadig havde godt fire timers kørsel til Barolo, så jeg opgav og tog en øl. Man skal være god ved sig mens man har sig! Nu skulle jeg så finde en Bed&Breakfast, men alt var optaget. Det endte "desværre" med et hotel, men det er også lang tid siden jeg har nydt et bad, som den jeg fik her.

For at det ikke skal være løgn, så er min rygsæk gået i stykker, så jeg måtte ud og købe en ny. Schweiz er bestemt ikke det billigste sted at handle. Verdenssamfundet har lige foræret dem ret mange milliarder i form af en revaluering, så en Sfr. har næsten samme værdi som en Euro. Puha, men jeg måtte jo have den.

Der ligger en lille borg lige over Martigny og jeg tænkte, at den måtte jeg se og fotografere og der ville sikkert også være en flot udsigt ind mod bjergene. Det var der. Jeg gik igen kameraamok igen. 

Udsigten fra borgen

Turen op og ned havde nok lige taget noget af det sidste af batterierne, så jeg satte mig på den samme café igen og købte en halv liter vand med brus til 35 kr. Nu drikker jeg vand fra hotellets hane. Jeg fik en salat lavet af områdets produkter. Det vil sige ost, skinke, valnødder og en sennepsdressing. Det smagte fantastisk, men så kunne jeg heller ikke mere. Jeg måtte hjem til hotellet. Jeg købte lige et par kopper kaffe og nød det sidste røde lys på bjergtoppene inden jeg gik op.